Varmelære

76 en Snes Tusind Grader, og den er rimeligvis langt større endnu. Men i øvrigt kan man ogsaa godt forestille sig, at Varmemængden vedlige- holdes i Solen, derved at den trækker sig sammen, hvorved Delene nemlig miste Beliggenhedsenergi. En Formindskelse i Solens Diameter af cr. 20 Mile vil udvikle Varme nok til at dække Tabet i er. 1500 Aar. Jordens Bevægelsesenergi som Følge af dens Omløb om Solen har en saadan Værdi, at den, omsat i Varme, vilde blive saa mange Kalo- rier, som Solen udsender i et Par Maaneder. Hvis derimod Jorden faldt ned paa Solen, og dens Beliggenhedsenergi blev til Varme, saa vilde Beløbet blive saa stort som det, Solen udsender i cr. 50 Aar. Jupiters Fald ind mod Solen vilde derimod dække Solens Varmetab i hen imod 20 000 Aar. 68. Varmens Natur- Det var tidligere en almindelig Anskuelse, at Varmen var et Stof, som kunde gaa fra det ene Legeme til det andet. Den første, som i den nyere Tid udtalte en anden Opfattelse, var Ru in- for d. Han iagttog, at Spaaner, som fremkom ved Udboring af en Kanon, vare meget varme, og for at se, om det stod i nogen Forbindelse med, at Metallet deltes i Smaadele, anstillede han Forsøg med et stumpt Bor, som blot drejedes rundt med en stor Gnidningsmodstand. Da han fandt den samme Varmeudvikling som i forrige Tilfælde, og der ikke syntes at være nogen Grænse for, hvor megen Varme der kunde dannes paa denne Maade, kom Rumford til den Anskuelse, at Varmen ikke kunde være et Stof men maatte bestaa i en Bevægelse af Legemernes Smaa- dele. Denne Opfattelse er senere bleven den almindelige, idet flere Iagttagelser let forklares derved, og adskillige Fysikere have ud fra denne Forudsætning grundet en kinetisk Teori for Luftarterne. Ifølge denne skulle alle de enkelte Luftmolekyler være i uafbrudt, retlinet Bevægelse, men hyppigt og efter korte Vejlængder dog støde mod hinanden eller mod Begrænsningen for hele Luftmassen. Luftens Tryk forklares ved de Stød, som de enkelte Dele udøve imod de Flader, de træffe, og Mariottes Lov lader sig teoretisk udlede derved. Endvidere skal Luftmassens absolute Temperatur være proportional med Middel- tallet mellem de enkelte Molekylers levende Kraft, og den Varme, som en vis Luftmasse indeholder, ska] i Virkeligheden bestaa i hele den Be- vægelsesenergi, som er indeholdt i dens enkelte Dele. Omdannelse af Varme til Arbejde eller omvendt er altsaa kun en Vekslen mellem Mole- kularbevægelse og Massebevægelse. (Se Mek. Fys. § 140 og 141.) Det er rimeligt, at faste og flydende Legemers Varme ligeledes be- staar i, at de enkelte Dele ere i Bevægelse. Men medens Luftarternes Dele ere uden indbyrdes Sammenhængskraft, saa er dette ikke Tilfældet med de faste eller flydende Stoffers Smaadele. Disses Bevægelser blive derfor ikke saa simple som Luftdelenes men bestaa i Svingninger om visse Ligevægtsstillinger.