De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder
År: 1904
Serie: København
Forlag: Lehmann & Stage
Sted: København
Sider: 433
UDK: 338(489)dan St.F.
2. Bind
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
O. V. MÜLLER & CO.’S DAMPVÆVERI
Det er i Aar, 1906, lige tre Kvart Aarhundrede siden, at O. V. Müllers Fader,
A. W. Müller, begyndte paa Tilvirkningen af Bomulds- og Linned varer. Det
var i de gode, gamle Tider, da slig Tilvirkning naturligvis foregik paa Haandvæv,
oftest i Hjemmene, men A. W. Müller drev det i større Stil og paa systematisk Vis,
saa det blev til en hel lille Fabrikationsvirksomhed, — ja efter Forholdene i de Dage
var den nu slet ikke saa lille endda, i hvert Fald fattede Landets Konge Interesse
for den og skaffede Müller billig Leje-Grund til dens Drift ude i Jægersborg Dyre-
have. Imellem Raavad og Stampen fik han paa Christian VIII’s Befaling anvist et
passende Areal af Skoven til at indrette sig et Bomuldsvæveri paa — og kongeligt
Løfte om i sin Tid at maatte købe Jorden. Kong Christian var en Ven af al indu-
striel Foretagsomhed og var nu nysgerrig efter at se, hvad Müller kunde faa ud
af det.
Og Müller fik da ogsaa bygget en efter Datidens Krav velindrettet og saapasse-
lig stor Fabrik derude, »Godthaab« ved Navn, med tilhørende Boliger for Væverne,
anlagde sig tilmed en smuk og sjælden Have og indrettede sig saaledes overhovedet
paa, at alt her kunde »have sit Forblivende«. Men da saa Kong Christian døde i
1848 strax efter Bevillingens Givelse, og den fri Forfatning fulgte snart efter, var
dermed bogstavelig talt »Grunden« under det ny Foretagende dragen bort under dets
Fødder eller i hvert Fald bleven vaklende, — det enevældige Kongeord fra Drottens
Mund gjaldt nu til Wandsbeck, og Müller følte sig stadig trykket af ikke at kunne
optage Prioriteter i sin Ejendom, da naturligvis Ingen vilde give Laan i Bygninger,
der laa paa en blot arvefæstet Grund. Men han tabte dog ikke Modet, saa længe
det gik, saa gik det.
Og det gik da ogsaa saa nogenlunde, indtil op i Halvtredserne Dampen meldte
sig som Haandkraftens Arvtager og Fordriver, — for Maskinerne og den moderne
Masseproduktion maatte da den oldtidsgamle Haandvæv, trods alle ældre Folks
Kulsviertro til dens Arbejdes »Soliditet«, selvfølgelig vige Pladsen. Men imidlertid
var der ogsaa i Müllers Bedrift voxet et nyt Slægtled op, som passede til og kunde
»følge med« den nye Tid.
A. W. Müller havde nemlig en stor Børneflok, hvoraf to Sønner gik over i
Virksomheden. Den ældste, O. V. Müller, var allerede i 1864 bleven anbragt i Lære
hos Manufakturhandler Chr. Boas i Stubbekjøbing og havde derved erhvervet sig
god Varekundskab. Ret naturligt havde han »Væver-Blodet« i sig, og da han derfor
havde arbejdet nogle faa Aar i sin Faders Fabriksvirksomhed, tog han i Foraaret