De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

År: 1904

Serie: København

Forlag: Lehmann & Stage

Sted: København

Sider: 433

UDK: 338(489)dan St.F.

2. Bind

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 448 Forrige Næste
O. V. MÜLLER & CO.’S DAMPVÆVERI Det er i Aar, 1906, lige tre Kvart Aarhundrede siden, at O. V. Müllers Fader, A. W. Müller, begyndte paa Tilvirkningen af Bomulds- og Linned varer. Det var i de gode, gamle Tider, da slig Tilvirkning naturligvis foregik paa Haandvæv, oftest i Hjemmene, men A. W. Müller drev det i større Stil og paa systematisk Vis, saa det blev til en hel lille Fabrikationsvirksomhed, — ja efter Forholdene i de Dage var den nu slet ikke saa lille endda, i hvert Fald fattede Landets Konge Interesse for den og skaffede Müller billig Leje-Grund til dens Drift ude i Jægersborg Dyre- have. Imellem Raavad og Stampen fik han paa Christian VIII’s Befaling anvist et passende Areal af Skoven til at indrette sig et Bomuldsvæveri paa — og kongeligt Løfte om i sin Tid at maatte købe Jorden. Kong Christian var en Ven af al indu- striel Foretagsomhed og var nu nysgerrig efter at se, hvad Müller kunde faa ud af det. Og Müller fik da ogsaa bygget en efter Datidens Krav velindrettet og saapasse- lig stor Fabrik derude, »Godthaab« ved Navn, med tilhørende Boliger for Væverne, anlagde sig tilmed en smuk og sjælden Have og indrettede sig saaledes overhovedet paa, at alt her kunde »have sit Forblivende«. Men da saa Kong Christian døde i 1848 strax efter Bevillingens Givelse, og den fri Forfatning fulgte snart efter, var dermed bogstavelig talt »Grunden« under det ny Foretagende dragen bort under dets Fødder eller i hvert Fald bleven vaklende, — det enevældige Kongeord fra Drottens Mund gjaldt nu til Wandsbeck, og Müller følte sig stadig trykket af ikke at kunne optage Prioriteter i sin Ejendom, da naturligvis Ingen vilde give Laan i Bygninger, der laa paa en blot arvefæstet Grund. Men han tabte dog ikke Modet, saa længe det gik, saa gik det. Og det gik da ogsaa saa nogenlunde, indtil op i Halvtredserne Dampen meldte sig som Haandkraftens Arvtager og Fordriver, — for Maskinerne og den moderne Masseproduktion maatte da den oldtidsgamle Haandvæv, trods alle ældre Folks Kulsviertro til dens Arbejdes »Soliditet«, selvfølgelig vige Pladsen. Men imidlertid var der ogsaa i Müllers Bedrift voxet et nyt Slægtled op, som passede til og kunde »følge med« den nye Tid. A. W. Müller havde nemlig en stor Børneflok, hvoraf to Sønner gik over i Virksomheden. Den ældste, O. V. Müller, var allerede i 1864 bleven anbragt i Lære hos Manufakturhandler Chr. Boas i Stubbekjøbing og havde derved erhvervet sig god Varekundskab. Ret naturligt havde han »Væver-Blodet« i sig, og da han derfor havde arbejdet nogle faa Aar i sin Faders Fabriksvirksomhed, tog han i Foraaret