Om Arbeiderforeninger
Til Oplysning Og Veiledning

38 ning være banlyst, og det vil være disse Foreningers store Fortjeneste. Dette med Hensyn til den materielle Fordeel ved Arbei- berforciiinger, og lidt Eftertanke vil vise, at denne Fordeel er ligesaa vel af moralst' som af materiel Betydning for Sam- fundet. — (Taleren Udviklede derpaa det UgrUndede i den Be- skyldning, at man forurettede Kjobmændene ved at Udbrede Ar- beiderforeninger, og forinanede til Sagtmodighed og til ikke at gjengjcelde Ondt med Ondt, men rolig bære de Folks Bitterhed, der vilde gjore bedre i, istedetfor at forsøge at „standse Atlanter- havet" og modsætte sig dette Princips Unndgaaelige Udbredelse, at slutte sig til det og tage Nytte af det ved at aåbne sig nye Bete til Virksomhed.) Lad mig NU, fortsatte Taleren, sige et Par Ord om Sagens mfellectuelle Betydning: idet den forhjælper Eder til Velstand giver den téber med det samme mere Tid til at raade over, end 3 for havde, og ihvorvel der Undtagelsesvis ville findes dem, der misbrUge deres Tid, er jeg overbeviist om efter det meer end 25aarige Bekjendtstab, jeg har til denne Egn og den arbeidende Klasse her, at den saaledes vUndne Tid efter Regelen vil blive anvendt paa bedste Maade til den aandelige Uddannelse. Men hertil kommer den overordenlige Indflydelse, Sagen vil faae til at fljærpe Eders Syn og ove Eder i selvstændig Tænkning over de mange Sporgsmaal, som her angaae Eders personlige In- teresse og stadig vil beskjæftige Eder, og dette er en ligesaa vigtig Ovelse for vor aandelige Væxt, som SkoleUndervisningen, ja den Udvikling og Uddannelse, som vi ad praktifl Bei faae i Livet, er mere værd end den, Skolen kan give os. Dernæst er der en anden Ting, som maa tages i Betragt- ning: I vibe, at vi leve i en Tid, hvor Arbejdets Udstykning er drevet til den stvrste yderlighed; i forrige Tider var enhver Mand sin egen Bager, Slagter, Skomager osv. han maatte selv besorge Alting, og dengang var derfor en Mand, om jeg saa maa sige, en mere sUldstændig Mand endnu, hvor en Mands hele Liv kan være viet tit een eneste saadan Gjerning som at flibe Spids eller sætte Hoved paa Knappenaale; hvor en Mands