Betænkning afgiven af den af Ministeriet for offentlige Arbejder den 25. Juni 1914 nedsatte Kommission vedrørende Anlæg af Fiskerihavne
m.m. paa Jyllands Vestkyst

Udførelsen af det første Molestykke maa betegnes som noget i Retningaf en Rekord; Opgaven blev dog vanskeligere, da man i 1892 bevilgede 120,000 Kr. til en yderligere Forlængelse, idet man for denne maatte regne med en meget større Paavirkning, dels fordi man kom ud paa dybere Vand, men navnlig fordi man ikke fik synderligt Læ af Naaget eller af Pynten. Opgavens Vanskelighed bestod i, at man med det begrænsede Beløb ikke kunde paaregne Anvendelsen af kostbart Arbejdsmateriel. Erfaringen fra det første Molestykke havde vist, at et Legeme, der anbragtes paa Sandbund, under den næste Storm straks blev skaaret ned til Ler- eller Sten- bunden; en Maaling i 1892 viste endvidere, at Lerbunden uden for den gamle Mole i stor Udstrækning laa blottet for Sand, og man gik derfor under Projekteringen ud fra, 1) at man maatte føre Molen ned paa den faste Grund, 2) at denne vilde blive blottet for Sand, efterhaanden som man byggede frem, saaledes at der i ethvert Fald efter en Storm paa den blottede Lerbund vilde være Plads til et nyt Molestykke, og 3) at et Betonlegemes Vægt ved Hirtshals maatte være større end 20 Tons, fordi Legemer af denne Vægt ved Algier havde vist sig for smaa. Da man maatte se bort fra Anvendelsen af Trykluft i Dykkerklokke paa Grund af dette Redskabs store Kostbarhed, forsøgte man at gennemføre en Konstruktion af store Blokke, der skulde sammenstøbes, hvor man ansaa det for muligt. Resul- tatet blev imidlertid, at man ikke vilde naa saa langt ud som forudsat (200 Fod), og de andre Metoder, man den Gang kendte til Støbning under Vand og paa Stedet af Legemer af vaad Beton, fristede ikke til Efterligning. Kinipple havde ganske vist i Minutes of Proceedings Inst. C. E. under 16. November 1886 angivet en Metode, hvorved man i ikke ringe Grad kunde undgaa den Udskylning og Adskil- lelse af Mørtelen i Betonen med den deraf følgende store Slamdannelse, som var Hoved- grunden til de hidtidige daarlige Resultater af Støbning med vaad Beton under Vand. Metoden bestod i at lade Betonen henligge nogle Timer forinden Anbringelsen, idet det Tab, man herved led i Bindekraft, rigeligt opvejedes af Betonens forøgede Evne til at taale den uundgaaelige Vandbevægelse under Anbringelsen. Ollendorff tænkte, tvungen af Omstændighederne, alvorligt paa Muligheden af at anvende denne Me- tode, da Kinipple i det engelske Tidsskrift »Engineering« under 20. og 27. Maj I892 offentliggjorde en Artikel om Hermitage-Bølgebryderen paa Jersey, hvor han angav en ny og langt betydningsfuldere Maade til at fremstille et vilkaarligt stort Legeme af mindre, der sammenstøbes under Vand. Da Artiklen gav det betryggende Grundlag for Hirtshalskonstruktionen, skal den kort omtales her. Parkes’ Metode med hældende Skifter var siden Anlæget ved Madras (Pag. 17), jfr. ogsaa Scheveningen (Pag. 11), undergaaet forskellige Forbed- ringer. Dels havde man forøget Vægten af de enkelte Blokke, og dels havde man givet disse indbyrdes Forbandt og sammenklammet dem med Jern, men tillige havde man som f. Eks. ved Colombo paa Ceylon givet Blokkene Længdeforbandt med Laase af Beton. Metoden viste dog forskellige Mangler, der dels beroede paa, at man ikke formaaede at sikre det jævnede Stenlag, hvorpaa Blokkene anbragtes, og dels paa, 29