Betænkning afgiven af den af Ministeriet for offentlige Arbejder den 25. Juni 1914 nedsatte Kommission vedrørende Anlæg af Fiskerihavne
m.m. paa Jyllands Vestkyst

for Besejlingen. Havnen ved Porto Maurizio, Fig. 34, frembyder som allerede anført et Eksempel paa en Havneanordning, hvor man er afskaaret fra at forlænge begge Moler. Et andet Eksempel frembyder Havnen ved Carrara paa Norditaliens Vest- kyst (se Oversigtskortet). Ved Carrara er Kysten meget flad og sandet (Hældning 1 paa 100). Tilsandingen naar 1,5 m aarligt. Den foreslaaede Havneanordning ses paa Fig. }8. Tilsandingen ved Carrara sker baade fra Nordvest og fra Sydøst, men da Floden Magra har sit Udløb imod Nord, har Tilsandingen fra Nordvest Overvægten. Da man af Hensyn til Besejlingen ikke kan forlænge begge Moler ud forbi den neutrale Linie, og da man vinder mest ved at føre den vestre Mole tilstrækkelig langt ud, gaar Overingeniør Lo Gattos Forslag ud paa en Anordning som vist med punkterede Linier paa Figuren. Af Hensyn til Besejlingen kan man herefter kun bekæmpe Tilsandingen fra Nordost ved Opmudring. En Anordning, der for at imødegaa Tilsanding ikke sjældent har været bragt i Forslag, gaar ud paa at lade 2 imod hinanden paa sædvanlig Vis konvergerende Moler standse et Stykke fra Kystlinien. Man har i Italien og da navnlig i Syditalien ifølge Lo Gatto gjort praktiske Forsøg med en saadan Anordning af Molerne, men Resultatet har stadig været en ganske overordentlig Tilsanding i Havnebassinet. At en saadan Tilsanding vil blive Følgen af den nævnte Metode, er i og for sig natur- ligt, og denne Metode er da ogsaa nu overalt forladt ved alle Havne med Und- tagelse af Port Said, hvor man har gennembrudt Vestmolens Landende med i alt 16 overdækkede Aabninger paa 6 m’s Vidde netop i den Hensigt at faa Sandet ind i Havnen, da man bekvemmere kan opmudre det her end udenfor. — Tanken om egentlige Øhavne fremkom paa et Tidspunkt, hvor Frygten for Tilsanding af de da foreslaaede, landfaste Havne var fuldt berettiget, fordi de efter Projekterne gennemgaaende førtes ud til for ringe Dybde. Tanken havde teoretisk Interesse og var al Anerkendelse værd; men for Vestkysten kan man — med de Krav, der her maa stilles til en Havn — ganske se bort fra den. Man kan ikke, fordi man ved forskellige Maalinger finder en Dybdekurve, der ligger uforandret, slutte, at man har stabile Forhold, ogsaa naar man bygger ud. Den tilsyneladende Stabilitet kan være tilfældig eller bero paa Forhold, der netop har Instabilitetens Præg, idet Tilgang og Afgang af Materiale modsvarer hin- anden — jfr. Cearå og Madras. Hvis de stærkeste Paavirkninger i Forhold til en Havn udpræget kommer fra én Side,bliver derfor Havnen Spørgsmaal om 2 neutrale Linier, en for hver af Mo- lerne, og den dybeste neutrale Linie for den Mole, der ligger mindst udsat, kan da ligge meget nærmere Kysten og paa langt mindre Dybde end for den anden Mole. Eks- empelvis behøver man paa den »liguriske Kyst« kun at gaa til saa stor Dybde som 10all m med den vestligste Mole, da den østligste Mole faar Læ af denne mod de stærkeste Paavirkninger. Besejlingen bliver herved god, og den egentlige Indsejling til Bassinet kommer fuldstændig i Læ for den høje Sø og for Strømmen, jfr. Fig. )4. 52