Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

259 Dbjerg Norden for Gr nett tla nt (Grønland), der fremstilles som en Deel af Asien. Martin Cortez i Breve Compendio de la Sphera (1545) og Livio Sanuto i Geographia di Tolomeo (1588) sætte den sydligere. Den Sidste nærede ben desværre endnu til den nyere Tid udbredte Fordom, at „dersom mau var saa heldig at naae den magnetifte Pol selv (il calamitico), vilde man der opleve alcun miracoloso stupendo effetto.” Paa Varmefordelingens og Meteorologiens Omraade var Opmærksomheden allerede i Slutningen af det 15de og Begyndelsen af det 16de Aarhundrede henvendt paa ren med vestlig geographist Længde aftagende Varme ^6 (be isotherme Vt- niers Krumning), paa dett af Bako af Verulam almiudeliggjorte Dreinittgslov for Bindene97, Luftfugtighedens og Negnmæng- dens Aftagelse ved Udryddelsea af Skove,98 den med deri tiltagende Holde over Havspeilct aftagende Temperatur og den nederste Grændse for den evige Slice. At fcenne Gramdse er en Function a f den geographiske Brede, erkjeudtes forst 1510 af Petrus Martyr Anghiera. Alonso de Hojeda og Amerigo Vespucci havde allerede 1500 feet Santa Martas Sneebjerge (Tierras ne vadas de Citarma); Nodrigo Bastidas og Juan de la Cosa undersøgte dem mere t Nærheden 1501; men den paa det autilliste Havs Bjergkyst synlige, tropiske Sneer egion fik forst en stor, man kunde næsten sige kos- mist Betydning ved de Efterretttinger, som Amerigos Brodersøn Lodsett Juan Vespucci meddelte sin Veri og Beskytter Anghiera om Colmenares's Erpeditiott. Den nederste Sueegrændse sattes nu i Forbindelse med Varmeaftagelsens og Klimatfor- skjellighedens almindelige Forhold. Herodet havde i sine Undersøgelser om Nilens Stigen (IL 22.) aldeles benegtet Tilværelsen af Sneebjerge Syd for Krebsens Vendekreds. 17*