Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

258 Dodsleie af, „at der ved guddømmelig Aaben darin g var bleven ham meddeelt en ubedragelig Methode til at finde den geographifle Længde." Denne Aabenbariilg var den faste Tro paa den med Meridianerne sig regelmæssigt og hurtigt forandrende magnetiffe Afvigelse. En af Keiser Karl dett 5tes Lærere, Kosmographen Alonso de Santa Kruz, foretog stg at udkaste det forste almindelige V a ri a t i on s kort 93, alle- rede i A a ret 1530, alisaa halvandethlmdrede A ar før Halley, men rigtignok efter meget ufuldstændige Iagttagelser. Om Fremadftridllingen, d. e. B e v æ g e l se n af de mag- netiste Linier, hvis Kundstab man pleicr at tillægge Gassendi, havde selv Williain Gilbert endnu ingen Ahnelse, hvorimod tid- ligere Acosta, „underrettet af portugisifte Somcend," antog fire Linier ubeti Afvigelse paa hele Jordklodens Næppe havde Robert Norman 1596 i England opfundet Inclinatious-Kom- passet, forend Gilbert roste sig af ved Hjælp af dette Instru- ment at kunne t en mørf, stjernelos Nat (aere caliginoso) bestemme Skibets Sted. Jeg har, støttet paa egne Iagt- tagelser t Sydhavet, strar efter min Tilbagekomst viist, hvor- ledes Under visse Lokalforhold, f. Er. paa Kysteil af Peru i deu bestandige Taages Aarstid (garua), Vreden kan ved Inklinationen bestemmes med en for Skibsfartens Fornøden- heder tilstrækkelig Noiagtighed. Jeg har dvælet ved disse Enkeltheder for ved den grundige Behandling af en vigtig kosmist Gjenstand at vise, hvorledes (naar man fraregner Maalingen af den magnetiske Krafts Intensitet og de idelige Forandringer i Declinationen) alt det, som endnu den Dag i Dag bestjæftiger Physikerne, allerede kom paa Bane i det 16de Aarhundrede. Paa det mærkværdige Kort over Amerika, som er foiet til den romerske Udgave fra 1508 af Ptolemæus's Geographie, findes den magnetiske Pol aflagt som et