Fiskeriundersøgelser Ved Island Og Færøerne
I Sommeren 1903

144 — Tavle II forestiller de pelagiske Torskeægs Udbredelse i Maj og Juni 1903. Undersøgelserne i 1903 er saaledes udførte efter Tor- skens Hovedgydetids Afslutning (jfr. Teksten Side 57—58). Der fandtes derfor paa dette senere Tidspunkt kun forholdsvis faa Torskeæg i Vandet paa det Omraade, hvor faktisk den meste Gydning finder Sted, nemlig ved Sydkysten fra Portland til Reykjanes (Stat. 100—109), hvorimod der f. Eks. ved Vestrahorn (Stat. 66), som ligger nær Grænsen for Gydeomraadet, fandtes flere. Da i April 1904, altsaa i Torskens Hovedgycletid, Forholdet atter undersøgtes, viste Mængdefordelingen af Torskeæggene et noget andet Billede end i Maj—Juni 1903, idet der da paa Strækningen mellem Portland og Reykjanes fand tes mange Gange flere Æg end noget andet. Sted indenfor Gydeomraadet, som iøvrigt var det samme som i 1903. Tavle III forestiller Udbredelsen i Overfladen af de pelagiske Unger af Torsk (G. callarias), Sej (G. virens), Kuller (G. æglefinus), Hvilling {G. merlangus) og Spærling (G. Esmarkii) i Maj —Juni 1903. Da der er fundet Unger af Torsk (G. callarias) paa saa godt som alle Stationerne, kan Kaartet godt forestille de drivende Torske- ungers (G. callarias) Udbredelse paa denne Aarstid. Ved Sammenligning med Tavle TT, Torskeæggenes Udbredning, ser man, at Torskeungerne er udbredte over et større Omraade end Æggene, i Overensstemmelse med, at de har haft længere Tid at drive i. Kaartet giver sammen med Tavle II tillige et Eksempel paa Ud- bredelsen af en Varmtvands-Kystfisks drivende Yngel i For- sommeren i Modsætning dels til Koldtvandsarternes (se Tavle VI og Side 50), dels til en oceanisk Varmtvandsart ,som Rødfiskens (Sebastes marinus, se Tavle V og Side 42). Tavle IV forestiller Udbredelsen i Overfladen og ved Bunden af Torskens (Gadus callarias) Aarsynge] i Juli og August 1903. Man ser, at Yngelen ikke er fundet meget længere fra Land udfor Sydlandet end i Maj—Juni (sammenlign Tavle III og IV), skønt den har haft længere Tid at drive i. Grunden hertil maa søges i, at Kyst- vandet, hvori de drivende Torskeungcr findes, kun bevæger sig lang- somt udefter, saa langsomt, at Yngelen inden den (passivt) er ført langt bort fra Land, har vokset sig saa stor og kraftig, at den selv kan søge sin Vej ind til det grunde Vand ved Kysterne, som er dens rette Opholdssted i de første Aar. Af Kaartet ser man, at Aarsyngelen i Slutningen af Juli endnu ikke var naaet til Østlandet, i alt Fald ikke til dettes sydligere De], hvad der er i Overensstemmelse med den Side 75—76 fremsatte