Fiskeriundersøgelser Ved Island Og Færøerne
I Sommeren 1903

En Fisk, som ganske vist ikke har nogen videre økonomisk Betydning, men som ved vore Undersøgelser har vist sig at være overmaade almindelig ved Islands Sydkyst, er Torskefisken Gadus Esmarkii (paa islandsk „spærling“). Af denne er Yngel taget i Hundredevis ved korte Træk med Yngeltrawlen, ligesom ogsaa ældre Fisk fandtes i Mængde. Ligeledes er Rødfisken (Sebastes marinus) særdeles hyppig her ved Sydlandet (Om denne se fjerde Kapitel, Side 46 og Kaartet Tavle V). For de øvrige Fisks Vedkommende henvises til Stationerne 67, 173, 163. Blandt de Masser af lavere Dyr, som bragtes op ved vore Traw- linger udfor Sydlandet, fortjener navnlig et Par Arter at nævnes her, for det første den saakaldte „norske Hummer“ eller „Jomfru- hummer“ (Nephrops norvegicus L.), der har vist sig at være over- ordentlig almindelig her, hvad man tidligere ikke har vidst. Paa flere af „Thor“ s Stationer Syd for Island, især omkring Westmannaøerne paa Dybder fra ca. 60—ca. 120 Favne toges den i Mængde i Trawlen, og sammesteds udgjorde den den væsentligste Del af Torskens Føde. Paa lignende og tillige paa noget større Dybder fandtes ogsaa her ligesom ved Østlandet Dybvand s rejer i Mængde. De tilhørte dog en anden, noget mindre, men iøvrigt som Fødemiddel ogsaa værdi- fuld Art, Pandalus Bonnieri Caullery. Ligesom den norske Hummer udgjorde denne Reje en væsentlig Del af Maveindholdet af de Torsk, som fandtes her paa noget dybere Vand. Begge disse Arters Udbre- delse er ellers væsentlig sydlig, den „norske Hummer“ findes i Middel- havet fra det adriatiske Hav østefter og videre op langs Mellem- europas og Skandinaviens Kyst (endog fundet lige til Nordkap) samt desuden ved Storbritanien. Pandalus Bonnieri kendtes tidligere fra Gascognebugten, SW for Irland, Skotland og enkelte Steder ved Norges Kyst (Drøbak, Sognefjord, Aalesund)*)• Jeg har omtalt disse to Arters Udbredelse nærmere, fordi de giver os Eksempler paa syd- ligere Arters Forekomst ved Sydisland. Jo mere Faunaen her bliver undersøgt, desto mere viser det sig nemlig, at den, og da især om- kring Westmannaøerne, er rig paa Former ellers hjemmehørende i mere sydlige Farvande, og dette synes ogsaa tildels at gælde for Floraens Vedkommende. Aarsagen hertil maa søges i de forholdsvis meget høje Temperaturer, som paa Grund af den varme Atlanter- havsstrørns Nærhed Aaret rundt hersker ved Sydislands Kyst (Se herom nedenstaaende Tabel samt Side 14—15), saa at der herved tilveje- bringes lignende Betingelser for Livet i Havet her saa forholdsvis højt mod Nord som dem, man andre Steder først finder under sydligere Breddegrader. Ligesom for Østlandets ser vi altsaa ogsaa her for Syd- landets Vedkommende, hvor enorm stor en Rolle Havstrømningerne spiller for Livet i Havet. ’) Oplysningerne om Udbredelsen skyldes Hr, Dr. phil. H.J. Hansen.