Fiskeriundersøgelser Ved Island Og Færøerne
I Sommeren 1903
Forfatter: Johs. Schmidt
År: 1904
Forlag: Bianco Lunos Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 148
UDK: 639
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
K APITEL 4.
DRIVENDE FISKEÆG OG FISKEYNGEL.
1. Indledning.
Flertallet af de vigtigste Fisk har pelagiske, det vil sige i
Havets Overflade frit omdrivende Æg og Unger. Saaledes be-
gynder Torsken sit Liv som et lille kuglerundt Æg, dor efter at være
gydt i nogle Uger driver om i Vandets Overflade, indtil det udklækkes
til en lille kun 4 Millimeter lang Torskeunge. I sin første Levetid
føres den spæde Unge ligesom Ægget viljeløst afsted af Havets
Strømme, idet dens egen Evne til at bevæge sig endnu er altfor svag
i Forhold til Vandbevægelsernes Magt. Først senere, naar den er
blevet større og kraftigere, kan den selv søge sin Vej og bevæge sig
afsted efter den Næring, den Temperatur og den Saltholdighed i
Vandet, som passer den. Paa samme Maade som Torsken forholder
saa godt som alle de vigtigste Nyttefisk sig; alle har de frit omdri-
vende Æg, dette gælder baade alle Torskefiskene, som ved Island
jo cr stærkt repræsenterede (Torsk, Kuller, Hvilling, Sej, Lange,
Brosme), og Flynderfiskene (Rødspætte, Rødtunge, Skærising,
Haaising, Ising), og sandsynligvis ogsaa Helleflynderen, hvis Æg man
dog endnu ej har fundet. Alene Süden og Lodden forholder sig
anderledes, og foruden dem mange andre Fisk, som ikke spille nogen
større Rolle i økonomisk Henseende (Ulkefisk, Tangsprælfisk og andre).
Disse Fisk, hvortil Tobiserne rimeligvis ogsaa rnaa regnes, afsætter
nemlig deres Rogn paa Bunden paa grundt Vand (højst henimod 20
Favne) enten paa Planter eller paa Sten, mellem Sand osv. og der udvikles
Æggene fastholdte til Havbunden1). Naar Ungerne er udklækkede,
ophører deres bundne Tilværelse, de stiger op i Vandet, blander sig
med de pelagiske Æg og Unger og maa nu ligesom disse direkte
lystre Vandbevægelsernes Love, indtil de bliver store nok til selv at
kunne søge deres Vej med eller mod Havstrømmene; med andre Ord
er altsaa ogsaa de spæde Unger af de Æg, som fastklæbede til Bunden
’) Saadanne Æg, der afsættes og udvikles paa Bunden, kaldes i det viden-
skabelige Sprog , demersale “ (neddykkede) i Modsætning til de frit omdrivende
eller pelagiske Æg; vi vil her benævne dem fastsiddende Æg.