Fiskeriundersøgelser Ved Island Og Færøerne
I Sommeren 1903

Forfatter: Johs. Schmidt

År: 1904

Forlag: Bianco Lunos Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 148

UDK: 639

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 184 Forrige Næste
K APITEL 4. DRIVENDE FISKEÆG OG FISKEYNGEL. 1. Indledning. Flertallet af de vigtigste Fisk har pelagiske, det vil sige i Havets Overflade frit omdrivende Æg og Unger. Saaledes be- gynder Torsken sit Liv som et lille kuglerundt Æg, dor efter at være gydt i nogle Uger driver om i Vandets Overflade, indtil det udklækkes til en lille kun 4 Millimeter lang Torskeunge. I sin første Levetid føres den spæde Unge ligesom Ægget viljeløst afsted af Havets Strømme, idet dens egen Evne til at bevæge sig endnu er altfor svag i Forhold til Vandbevægelsernes Magt. Først senere, naar den er blevet større og kraftigere, kan den selv søge sin Vej og bevæge sig afsted efter den Næring, den Temperatur og den Saltholdighed i Vandet, som passer den. Paa samme Maade som Torsken forholder saa godt som alle de vigtigste Nyttefisk sig; alle har de frit omdri- vende Æg, dette gælder baade alle Torskefiskene, som ved Island jo cr stærkt repræsenterede (Torsk, Kuller, Hvilling, Sej, Lange, Brosme), og Flynderfiskene (Rødspætte, Rødtunge, Skærising, Haaising, Ising), og sandsynligvis ogsaa Helleflynderen, hvis Æg man dog endnu ej har fundet. Alene Süden og Lodden forholder sig anderledes, og foruden dem mange andre Fisk, som ikke spille nogen større Rolle i økonomisk Henseende (Ulkefisk, Tangsprælfisk og andre). Disse Fisk, hvortil Tobiserne rimeligvis ogsaa rnaa regnes, afsætter nemlig deres Rogn paa Bunden paa grundt Vand (højst henimod 20 Favne) enten paa Planter eller paa Sten, mellem Sand osv. og der udvikles Æggene fastholdte til Havbunden1). Naar Ungerne er udklækkede, ophører deres bundne Tilværelse, de stiger op i Vandet, blander sig med de pelagiske Æg og Unger og maa nu ligesom disse direkte lystre Vandbevægelsernes Love, indtil de bliver store nok til selv at kunne søge deres Vej med eller mod Havstrømmene; med andre Ord er altsaa ogsaa de spæde Unger af de Æg, som fastklæbede til Bunden ’) Saadanne Æg, der afsættes og udvikles paa Bunden, kaldes i det viden- skabelige Sprog , demersale “ (neddykkede) i Modsætning til de frit omdrivende eller pelagiske Æg; vi vil her benævne dem fastsiddende Æg.