Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

96 sidste Punkt kunde dog dengang ingen Tilslutning finde, og da han blot anvendte sin Betragtningsmaade paa disse Forbindelser, har han næppe tænkt sig den gjennemført for alle Salte, hvad imidlertid Yttringer i det foregaaende og især i det følgende kunde friste til at antage. De Anskuelser, Davy havde fremsat om Brintens Rolle i Syrerne, bleve langt mere konseqvent udviklede af Dulong. Han indsaa utvivlsomt, at ad denne Vej kunde den Spaltning og Disharmoni opløses, som siden Chloret blev Element, havde sønderdelt en af de, trods alt, bedst karakteriserede Grupper af kemiske Forbindelser. I Slutningen af 1815 undersøgte han adskillige oxalsure Salte og fandt, at mange Oxalater afgive deres Vand ved Opvarmning, Bly- og Zinksaltene f. Ex., medens Baryt-, Strontian- og Kalksallene beholdt deres Vand langt over 100°. Disse Forhold kunde forklares paa to Maader, enten ved at antage, at Oxalsyren bestaaer af Kul- stof og Ilt i Forhold, der ligge mellem Kuliltens og Kulsyrens, men tillige Vand, som da nogle Oxalater afgive ved Opvarmning, medens andre beholde det, eller ved at antage, at Oxalsyre bestaaer af Kulsyre og Brint. Denne sidste skulde da med Metaliltets Ilt danne Vand, hvilket nogle Oxalater tabe ved Tørring. Herved blev da en Forbindelse af Kulsyre og Metal tilbage, som maatte siges, at være en ny Slags Forbindelser. Thi hidtil har man betragtet det som et almindeligt Princip, at Metallerne først efLer at være iltede kunde danne Salte med Syrer. Dulong an- tager den sidste Forklaring, hvorefter de tørre Oxalater af Bly og Zink ikke ere virkelige Oxalater, men ,.carbides“ f. Ex. Pb C2O4, hvorimod de oxalsure Salte, som ikke afgive Vandet, skulde indeholde Oxalsyre som saadan og vilde blive at kalde Hydrokarbonater (f. Ex. Ba O -j~ H2 C2 O4). Disse Forbindelser blev da analoge med Mg O, H2Cl, de første med KCl: ,.M. Dulong est conduit par l’analogie å des conclusions ties générales, par lesquelles il fait renirer sous les niernes lois non seulement les acides ordinaires, inais encore les hydracides“ 1). Disse Anskuelser vandt dog idetmindste strax intet Bifald. Imod Davy’s Be- tragtning af Jodaterne og Chloraterne indvendte Gay-Lussac2) i Begyndelsen af 1816, at om end Alkalisaltene af disse Syrer ved Glødning efterlod Jod- og Chlor- metaller, saa var dette ikke Tilfældet med Baryt-, Strontian- og Kalksaltene, thi ved Ophedning af disse bleve Ilterne tilbage. Og med Hensyn til den vigtige Rolle, Davy tillagde Vandet i Syrerne, da var dette et aldeles neutralt Legeme og kun at betragte som Opløsningsmiddel. Da der skal lige meget Base til at neutralisere en vis Mængde Saltsyreluft som den samme Mængde vandfri Saltsyre, opløst i Vand, er det klart, at Vandet ikke forandrer Surheden. Man vil uden Tvivl indvende, at den Syre, som findes i Chlorater, Sulfater og Nitrater, ikke er den samme som i de flydende Syrer. Men man kan ikke bevise det, thi Syrernes Mætningskapacitet, det eneste Middel, vi have til at maale Aciditelen, er uafhængig af Vandet i Syrerne, ') Af et Uddrag i Mem. de l’Institut de France, Années 1813, 1814, 1815, p. CXCVIII. Dulong’s fuldstændige Arbejde vides ikke at være trykt. Hvor omfattende hans Ideer vare, fremgaaer dog tydeligt af Gay-Lussac’s nedenstaaende Yttringer. 2) Ann. chim. phys. 1, 157.