Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

28 af deres Opløsninger ikke blot med deres oprindelige Egenskaber, men ogsaa med deres oprindelige Vægt1). Synderligt mere mente Boerhaave sikkert heller ikke for Metallernes Vedkommende, naar han fremhæver, at Syrerne ved at opløse Metaller tabe ikke blot deres Egenskab af Syre, men ogsaa af Opløsningsmiddel, medens Metallerne kunne udskilles uforandrede af deres Opløsninger2). Det er vel endogsaa tvivlsomt, om R. Glauber, naar han siger, at bulyrum antimonii er en „spiritus salis, darin der regulus antimonii solviret ist“3), dermed just mener, at Saltene indeholde Metallerne som saadanne. Stahl var vistnok den første, som bestemt paastod, at Metallerne opløste sig i Syrer som saadanne og ikke som Kalke. Herfor foreligger mange utvivlsomme Udtalelser i Stahls Skrifter4). Saaledes siger han, at naar den „brennliche oder sulphurische Materie" (Flogiston) saa vidt muligt er udskilt af et uædelt Metal, angribes eller opløses det ikke af de stærke Syrer, medens disse, naar Metallerne endnu indeholde deres Flogiston, angribe dem hurtigt og med stor Heftighed5 *). Det samme viser sig ved, at, medens Antimon i metallisk Tilstand let angribes af „das scharfe Saltz-Wesen in Mercurio sublimato", saa har dette ingen Virkning paa Antimonkalk eller Antimonium diaphoreticumG), og ligeledes ved, at Salpeter- syre ikke angriber nogen „wahren Kalch, weder von Eisen, noch Kupffer (sic), noch Zinn noch regulo Antimonii, woraus das brennliche Wesen recht völlig ausgebrannt ist“7). Ogsaa den Omstændighed, at Metallerne kunde udskille hinanden af deres Saltopløsninger, var ham et Bevis for, at Saltene indeholdt dem som saadanne8). Ogsaa G. F. Rouelle deler denne Anskuelse. I sin berømte Afhandling: „Stil- les seis neutres“ siger han udtrykkelig: „le mercure sublimé corrosif est un sel neutre, formé par l’union de l’acide de sel marin avec le mercure. On sait que ce sublimé å une telle abondance d’acide, qu’il est capable de dissoudre une nouvelle quantité de mercure, puisque quatre de ses parties dissolvent plus de ’) I. B. van Helmont: Ortus medicinæ, Lugduni, 1656, Fol. S. 43, 289. 2) „Demonstratum est certissimis experimentis, acida acidissinna, dum rodunt sua solvenda, vere immutari ab iisdem & naturam acidi non modo, sed & solventis exuere. ... Rursus omnibus iis convenit in eo, quod non adeo mutent omnia soluta, quam quod mutentur ab iis. . .. Spiritus nitri solvit Mer- curium: Mercurius inde reductus est prorsus idem. At spiritus nitri rursus separatus inde neutiquam est spiritus nitri qvalis antea fuerat". Boerhaave. Elementa chem., Lugd. Batav. 1732, 4°, 1, 819. 3) Furni novi philosophici, Amsterdam 1648, 12°, 1, 42. 4) Dog næppe det Sted, Kopp (Beiträge, Braunschweig 1869, S. 231, Anna. 493) anfører som Bevis, nemlig Spec. Bech., Lipsiæ 1738, 4°. S. 14: „Quod vero metalla hæc, ratione inflammabilis sui principii, solvat spiritus nitri, dilucescit ex eo, quod metalla hæc, quantumcunque simpliciter inflammabili parte spoliata, minime attingat; ut in croco martis, cineribus stanni, antimonii calce et antimonio diaphoretico videre Iicet“. Thi dette Sted skal i Følge Sammenhængen (sml. ibid. S. 13) kun bevise, at „Similia similibus quadrant", og det fremgaaer jo ogsaa tydelig af Ordet „sui“, at det, der her skal fremhæves, er Salpetersyrens eget Indhold af Flogiston. Kopp har aabenbart misforstaaet Stedet. 5) Stahl: Zufällige Gedanken von dem sog. Sulphure, Halle, 1718, 8°, S. 195—196. 0) Ibid. S. 296. 7) G. E. Stahl’s Beweisz von den Saltzen, Halle 1723, 8°, S. 211, 291. Sml. ogsaa Ejusd. Exper. Observ. Animadvers. CCC, Berolini 1731, 8°, S. 351. 8) Zymotechnia Fundamental is (Opusc. phys. med. Halæ, Mgd. 1715. 4°, S. 143).