Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

34 ansaa Kulsyren (air fixe), om hvis Sammensætning man dengang ikke havde nogen Forestilling, for den Luftart, som baade optoges ved de syredannende Stoffers For- brænding og afgaves ved Metalkalkenes Reduktion med Kul. Man maa erindre, at L. dengang var Flogistiker, om han end vel nok havde sine Tvivl angaaende visse Punkter af Theorien. Naar Metalkalkene ophededes med Kul, var han næppe i Tvivl om, at dette gjengav Kalkene deres Flogiston, og naar der herved udvikledes Kulsyre, kom han ganske naturlig til den Opfattelse, at det var den Luttart, Metal- lerne havde optaget ved deres Forbrænding. Da nu Flogistontheorien antog, og det var jo netop en af dens væsentligste Fortjenester, at alle Forbrændinger vare af samme Art, maatte ogsaa de syredannende Stoffer ved deres Forbrænding, vel af- give Flogiston, men tillige optage samme Luftart af Luften som Metallerne, altsaa Kulsyre. At dette virkelig var Lavoisier’s Opfattelse i 1773 til 1775, fremgaaer især af det sidste Forsøg, han anfører i Opusc. phys. et chim. Han ved, at fix Luft slukker et brændende Lys. Han har fundet, at den Luft, hvori Fosfor er brændt, er uskikket til at nære Forbrændingen. Ikke desto mindre blander han sidstnævnte med ’/s Rumfang Kulsyre og prøver, om et Lys kan brænde i denne Blanding1). Og endnu i Marts 1775, da han fremstiller Ilt af Mercurius præcipitatus per se, var han over- bevist om, at den Luft, som udvikledes af denne Metalkalk, maatte være Kulsyre2). Dette stadfæstes ved følgende Steder af hans Laboralorieoptegnelser, hvoraf det første dog viser, at han har havt Betænkeligheder ved denne Opfattelse: „Je me suis fait bien des fois une objection contre mon syslerne de la réduction métallique et voicy en quoi elle consiste: la chaux suivant moi est une terre calcaire privée d’air; les chaux métalliques au contraire sont des métaux saturés d’air. Cepen- dant les uns et les autres produisent un effet semblable sur les [kulsure] alcalis, ils les rendent caustiques“3), og specielt med Hensyn til Fosforsyren: „Persuadé que la combustion du phosphore absorbe l’air fixe contenu dans l’air, ou plutöt le soupconnant, j’ai pensé qu’en pendant de l’air fixe å eet air [hvori Fosfor havde brændt], on pourrait peut-étre le rendre air comniun"4). Men da Ilten blev opdaget, indsaa han sin Fejltagelse. Dog var han endnu i det Foredrag, han holdt i Akademiet 25. April 1775, „Sur la nature du principe qui se combine avec les métaux pendant leur calcination“, og hvori han paaviste Forskjellen mellem den Luft, man fik ved Ophedning af Mercurius præcipitatus per se, og Kulsyre, ikke fuldt klar over Sagen. Han antager her, at det, der forener sig med Metallerne ved deres Kalcination „n’est ni une des parties constituantes de l’air, ni un acide particulier répandu dans l’atmosphére, c’est l’air lui-méme, en en tier, sans altération, sans décomposition“5). Først efter at Priestley i Slutningen *) Opusc. phys. chim. S. 351 (CEuvres 1, 655). 2) Sé hans Laboratorieoptegnelser i Berthelot: Revolution chim., Paris 1890, S. 264. 3) 6. April 1773. Révol. chim. S. 238. 4) 1. Juli 1733. Révol. chim. S. 246. s) Se nærmere: „Om Iltens Opd.“, Vid. Selsk. Skr. [7] 4, 232.