Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

52 Meninger1). Den eneste rigtige, den, som Lavoisier havde fremsat 1778 (Mém. de *) Rutherford (De aere mephitico, Edinburgh, 1772, S. 25) antog den for en Forbindelse af al- mindelig Luft og Flogiston. Priestley havde næsten lige den modsatte Mening, idet han troede, at det, der manglede Kulsyren, for at den kunde blive til alm. Luft, var Flogiston (Exp. a. Obs. on diff. kinds of Air 1, 43, 2, 314 f.), og er nærmest tilbøjelig til at antage den for et Element. Senere (Exp. a. Obs. Nat. Phil. 1, 384 [1779]) mener han, at den er „a factitious substance“ og en Modification af Salpeter- syre eller Svovlsyre, og han imødegaaer den Anskuelse, at Kulsyre er en Forbindelse af Ilt og Flogiston (ibid. S. 446). Tvertimod mener han, at den kan omdannes til Kvælstof, og dette igjen til Ilt, navnlig „by incorporating with water“, saa at Kulsyre „may rather be called the medium between pure air and phlogisticated air and not phlogisticated air the medium between pure air and fixed air“ (ibid. S. 448). Endnu i et Brev til Kirwan af Aug. 1780 (Scheele’s Werke 1, 34—35) fralægger han sig den Anskuelse, at Flogiston omdanner atmosfærisk Luft til Kulsyre, men 1782 meddeler Kirwan (Phil. Trans. 1782, S. 230), at Priestley nu ganske deler hans Anskuelse, hvad han er bemyndiget til at meddele. Denne Anskuelse fastholder Priestley endnu 1786 (Exp. a. Obs. Nat. Phil. 3, 405). Bergman synes ikke utilbøjelig til at betragte Kulsyre som usammensat: „De aere fixo evidenter demonstratum confido, quod propriæ sit indolis, semperque acidæ“ (De præcipitatis inetallicis 1780; Opusc. 2, 360). Priestley’s Anskuelse (se ovenfor), at Kulsyre er en Modification af Salpetersyre eller Svovlsyre, forekommer ham yderst tvivlsom, fordi han lader disse Syrer virke paa organiske Stoffer (se ovenfor S. 26), og disse altid indeholde ellex* danne megen Kulsyre: „Alioquin non diffiteor mihi haud improbabilem esse conjectui’am de ortu acidi aérei e nitroso ut mox fusius explicabitur". Han henstiller da (ibid. 368), om ikke Salpetersyre ved en vis Mængde Flogiston kan blive til Kulsyre, (dog kun „quod acidum nitri sit phlogisti avidissimum illoque pro diversa dosi & connexione mirum in modum mutari queat“), ved en større antage Form af Kvælstof, ved en endnu større danne Varme og ved en endnu større Lys. Disse Anskuelser, som tildels falde sammen med Formodninger af Scheele, forholder Bergman sig dog noget skeptisk overfor, hvad der allerede fremgaaer af hans Udtryksmaade: „Nonne acidum nitri certa phlogisti dosi abire queat in acidum aereum?“ Denne sidste Ide synes at være Bergman’s egen, om end den maaske er fremkaldt ved en Yttring af Scheele i et Brev til Bergman 1779: „Könnten wir doch auf Mittel gerathen, die Luftsäure noch mehr Flogiston zu entziehen". (Norden- skiöld: K. W. Scheeles Bref och Anteckningar. Stockholm 1892, S. 297). Tanken dannede nemlig en naturlig Afslutning paa de Forestillinger, Scheele i „Ueb. Luft u. Feuer“ gjorde sig om Sammenhængen mellem forskjellige Luftarter, Varme og Lys. Han mener nemlig her, at Kulsyre -f- Flogiston er Kvælstof, Kvælstof-f- Flogiston er Ilt, (Werke 1, 210—213), Ilt + Flogiston er Varme (ibid. S. 74; 84—85), Varme + Flogiston er Straalevarme (ibid. 150, 169), Straalevarme-j-Flogiston er Lys (ibid. 151, 170), Lys-|-Flo- giston er Brint (S. 230). Men medens han anfører rigtige Forsøg for alle de øvrige nævnte Overgange, er hans Grunde til at antage Kvælstof som Mellemled mellem Ilt og Kulsyre paafaldende svage og usikre. Senere omtaler han slet ikke denne Overgang, men hævder blot imod Kirwan’s Doktx’in om Kulsyre som en Forbindelse af Flogiston og Ilt, at „viele glauben noch viel mehr, dass eben jene reine Luft noch weiter deflogistiziert werden musse um Luftsäure zu werden, und wenn sie gänzlich vom Phlogiston frey sey, werde sie Salpetersäure“ (Crell’s Ann. 1784, 2, 123). Ved den sidste Sætning bi- falder altsaa Scheele Bergman’s Tanke, og han fastholder endnu Aaret efter (ibid. 1785, 1, 153) denne Mening. Macquer siger ligefrem, atom Kulsyrens Bestanddele vides intet sikkert: „A peine méme peut-on former å ce sujet de simples conjectures revétues d’un certain degré de vraisemblance“, men er dog, skjøndt med stor Reservation, tilbøjelig til at antage den af Priestley (se ovenfor) forkastede Mening, at: „Fair phlogistique parait étre moyen entre celui d’air pur et celui de gas méphitique (Kulsyre)". (Diet, de Chymie 2 Éd. 2, 295). Ogsaa Gren (Crell’s Beitr. 3, 235; 1787) anser nærmest Kulsyren for et Element, „weil wir ihre ungleichartigen Bestandtheile gar nicht kennen“. Monnet (Traité de la dissolution des métaux, Paris 1775, 12°, S. 21) betragter Bergman’s acidum aéreum kun som „un étre de raison“ og mener, at Kulsyre ikke er andet end „de l’air ordinaire, combiné d’une maniére extraordinaire de l’eau". At den rødner bleg Plantefarve, er ikke nok til at kalde den en Syre. Sage (Elémens de minéralogie, Paris 1777. 1, Préface x) antog, at Kulsyre var en ved Flogiston modificeret Saltsyre. De la Metherie