Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

56 og Kulsyre og mener, at det første dannes ved højere, den sidste ved lavere Tem- peratur. løvrigt ere hans Modbemærkninger til Cavendish temmelig svage. Han henholder sig især til, at der er saa lidt Kulsyre i Atmosfæren, at man ikke derved kan forklare sig Metalkalkens Indhold af Kulsyre, og til at Priestley i sin sidste Afhandling1) har vist, at rødt Præcipitat destilleret med Jernfilspaan, giver en stor Mængde Kulsyre. Fremdeles er der ikke noget Stof, som giver Ilt, uden at det tillige giver Kulsyre, selv praecipitatiim per se ikke undtaget2), og hvad der er mærkeligt, de give alle først Kulsyre og derpaa Ilt. At der dannes Kulsyre ved Blanding af Kvælstofoxyd og Ilt, ansaa han for sikkert efter Priestley’s Forsøg3 4), saa meget mere som andre ogsaa have fundet det samme1), og skjøndt han selv ikke faaer Bundfald med Kalkvand, søger han at bortforklare det. I sit Svar herpaa5 *) henholder Cavendish sig hovedsagelig til „the most material experiment alledged by Mr. Kirwan“, nemlig Priestley’s Meddelelse om, at man ved Opvarmning af rødt Præcipitat med Jernfilspaan faaer Kulsyre. C. viser nu, at denne hidrører fra den Grafit, Jernet indeholder0), og fastholder den Slutning, han har draget af sine Forsøg i sin Hovedafhandling, „that the diminution af common air by phlogistication is by no means owing to the generation or separation of fixed air from it“7). Kirwan’s Duplik8) drejer sig kun om irrelevante Bagateller. Vi skulle nu se, hvilke Slutninger Lavoisier og de Laplace drog af det Forsøg, de udførte 23. Juni 1783, og hvori de ved Forbrænding af Brint og Ilt fremstillede 5 gros eller omtrent 19 g. Vand. I den Beretning, de Dagen efter gav Akademiet om deres Forsøg, hedder det: „nous ne balancåmes pas å en conclure que l’eau n’est point une substance simple et qu’elle est composée poids pour poids d’air inflammable et d’air vital“9). Denne Slutning forekommer os med vore Forudsæt- *) Phil. Trans. 1783, 413. *) Priestley’s Exp. a. Obs. 3, 15, 16. 3) Ibid. 1, 114, 189; 2, 218. 4) Fontana, Rech. phys. s. l’air nitreux et l’air déphlogistiqué, Paris, 1776, 8°, S. 77. — Guyton de Morveau, Maret et durande: Elémens de Chymie, Dijon 1777, 8°, 1, 324. 5) Phil. Trans. 1784, 1, 170. 8) Scheele imødegaaer Kirwan’s Theori ved at paavise det samme og spørger med Rette: „Warum nimmt man denn allemal Eisenfeil zu solehen Versuchen, und nicht reinere Metalle?" Ved Anvendelse af ganske rent Kobber faaer man ikke Spor af Kulsyre (Crell’s Ann. 1785, 1, 155). Hertil bemærkede Kirwan, at Kobberets Flogiston ei' langt stærkere bundet end Jernets, og at det røde Præcipitat derfor ikke saa let kan tiltrække det som Jernets (Ibid. 2, 336), men Gren viste, at man heller ikke faaer Kulsyre ved Anvendelse af rent Bly eller Zink, hvorpaa dog Kirwan’s Bemærkning ikke passer (Crell’s Beytr. 3, *231; 1787). 7) Phil. Trans. 1784, 1, 177. 8) Ibid. 178. 9) Mém. de l’Acad. des Sc. 1781, S. 468 (trykt 1784): CEuvres 2. 339. — Senere udførte Lavoisier og Meusnier en Synthese af c. 170 gram Vand med Anvendelse af tørre Luftarter i Nærværelse af en Kommission paa 20 Medlemmer, som vare udnævnte af Akademiet, og flere andre Videnskabsmænd (Journal polytipe 27. Febr. 1786; Ann. de Ghim. 3, 70). Det er dette Forsøg, som bragte dem til at antage, at Vand var sammensat af 85 °|0 Ilt og 15 °/o Brint (rigtig 88,87 og 11,13), som det sædvanlig angives i den Tids Litteratur.