Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1916

Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL

Sted: KØBENHAVN

Sider: 109

UDK: 54 (09)

EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN

og S. P. L. SØRENSEN

D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
61 Paa de franske Kemikere, som tidligere havde været Lavoisier’s Modstandere, gjorde derimod Vandets Synthese og de Slutninger, han og de Laplace droge af den, et saa stærkt Indtryk, at de berømteste af dem, Berthollet, Guyton de Mor- veau og Fourcroy, nu afgjort stillede sig paa hans Side. Allerede 6. April 1785 erklærede Berthollet i Akademiet: „Le phlogistique me parait enfin étre une hypothése inutile11. I 1787 skriver de Morveau i et „Avertissement« i Encyclopédie méth., Chimie1), hvor han tidligere har brugt det gamle System, men nu vil gaa over til det nye: „Tous ceux qui examineront les faits avec impartialité, qui en soumettront les conséquences aux régles d’une logique exacte, ne tarderont pas å reconnottre que cette doctrine (Flogistontheorien) n’est qu’une hypothése que l’on ne peut plus soutenir“. I Slutningen af 1786 antog ogsaa Fourcroy, efter hvad han selv meddeler2), den nye Lære. Og da Kirwan 1787 samlede Alt, hvad der kunde siges til Forsvar for hans Theoii, og Alt, hvad lian mente talte imod Antiflogistikerne, som han nu for første Gang benævnede Lavoisier og hans Meningsfæller, i „An Essay on the Phlogiston and the constitution of Acid“ (London, 8°), udkom Bogen Aaret efter, oversat paa Fransk af Madame Lavoisier og ledsaget af udførlige Noter af de Morveau, Lavoi- sier, de Laplace, Monge, Berthollet og de Fourcroy, hvori de paa alle væsent- lige Punkter gjendrev Kirwan’s Udtalelser3). Jeg skal gjengive nogle Prøver af denne interessante Debat. Kirwan indrømmer vel, at Vand kan dannes af Ilt og Brint, men nægter, at det nogensinde er dekomponeret. Lavoisier kunde ikke sige, at den Brint, der udvikles, naar Metaller opløse sig i fortyndede Syrer, hidrører fra Vandet, thi Zink og Jern ere i og for sig brændbare, selv naar der ikke er Vand tilstede, medens Vand under ingen Omstændigheder kan antændes. Lavoisier bemærker hertil, at man med Vægtskaalen i Haanden har godtgjort, at Vand indeholder Brint, derimod var der aldeles intet, som beviste, at Metaller indeholde Brint. Men Kirwan paastaaer tillige, at om end Brint og Ilt danne Vand ved Glødhede, saa er Forholdet et andet ved lavere Temperatur. Her dannes Kulsyre, ganske som Kvægsølv og Svovl ved lavere Temperatur danne Æthiops (det sorte Pulver, som faaes ved Sammenrivning af Kvægsølv og Svovl i Kulden) og ved højere Cinnober. Paa dette Punkt nægter Lavoisier bestemt, at der nogensinde er dannet Kulsyre ved Forbindelse af Ilt og Brint, naar denne har været fuldkommen ren. Overalt, hvor Kirwan har faaet Kulsyre dannet, har der været Kulstof tilstede, og naar dette ikke har været Til- fældet, har man heller ingen Kulsyre faaet dannet. Kirwan mener, at Svovlsyre indeholder et Radikal, som, mættet med Brint danner Svovl, mættet med Kulsyre, Svovlsyre, og mættet dels med Brint, dels med S. 626. 2) Encycl. méth., Chymie, 3, 562. ) Bogen udkom 1789 i en ny Udgave paa engelsk med de franske Kemikeres Noter, hvortil Kirwan havde føjet nogle Modbemærkninger, men man inaa give Adet, som oversatte disse paa fransk (Ann. Chim. 7, 194), Ret i, at Kirwan „ne fait que presenter ses anciennes objections sous une foi’me nouvelie."