Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
61
Paa de franske Kemikere, som tidligere havde været Lavoisier’s Modstandere,
gjorde derimod Vandets Synthese og de Slutninger, han og de Laplace droge af
den, et saa stærkt Indtryk, at de berømteste af dem, Berthollet, Guyton de Mor-
veau og Fourcroy, nu afgjort stillede sig paa hans Side. Allerede 6. April 1785
erklærede Berthollet i Akademiet: „Le phlogistique me parait enfin étre une
hypothése inutile11. I 1787 skriver de Morveau i et „Avertissement« i Encyclopédie
méth., Chimie1), hvor han tidligere har brugt det gamle System, men nu vil gaa
over til det nye: „Tous ceux qui examineront les faits avec impartialité, qui en
soumettront les conséquences aux régles d’une logique exacte, ne tarderont pas å
reconnottre que cette doctrine (Flogistontheorien) n’est qu’une hypothése que l’on
ne peut plus soutenir“. I Slutningen af 1786 antog ogsaa Fourcroy, efter hvad han
selv meddeler2), den nye Lære.
Og da Kirwan 1787 samlede Alt, hvad der kunde siges til Forsvar for hans
Theoii, og Alt, hvad lian mente talte imod Antiflogistikerne, som han nu for første
Gang benævnede Lavoisier og hans Meningsfæller, i „An Essay on the Phlogiston
and the constitution of Acid“ (London, 8°), udkom Bogen Aaret efter, oversat paa
Fransk af Madame Lavoisier og ledsaget af udførlige Noter af de Morveau, Lavoi-
sier, de Laplace, Monge, Berthollet og de Fourcroy, hvori de paa alle væsent-
lige Punkter gjendrev Kirwan’s Udtalelser3).
Jeg skal gjengive nogle Prøver af denne interessante Debat.
Kirwan indrømmer vel, at Vand kan dannes af Ilt og Brint, men nægter, at
det nogensinde er dekomponeret. Lavoisier kunde ikke sige, at den Brint, der
udvikles, naar Metaller opløse sig i fortyndede Syrer, hidrører fra Vandet, thi Zink
og Jern ere i og for sig brændbare, selv naar der ikke er Vand tilstede, medens
Vand under ingen Omstændigheder kan antændes. Lavoisier bemærker hertil, at
man med Vægtskaalen i Haanden har godtgjort, at Vand indeholder Brint, derimod var
der aldeles intet, som beviste, at Metaller indeholde Brint. Men Kirwan paastaaer
tillige, at om end Brint og Ilt danne Vand ved Glødhede, saa er Forholdet et andet ved
lavere Temperatur. Her dannes Kulsyre, ganske som Kvægsølv og Svovl ved lavere
Temperatur danne Æthiops (det sorte Pulver, som faaes ved Sammenrivning af
Kvægsølv og Svovl i Kulden) og ved højere Cinnober. Paa dette Punkt nægter
Lavoisier bestemt, at der nogensinde er dannet Kulsyre ved Forbindelse af Ilt og
Brint, naar denne har været fuldkommen ren. Overalt, hvor Kirwan har faaet
Kulsyre dannet, har der været Kulstof tilstede, og naar dette ikke har været Til-
fældet, har man heller ingen Kulsyre faaet dannet.
Kirwan mener, at Svovlsyre indeholder et Radikal, som, mættet med Brint
danner Svovl, mættet med Kulsyre, Svovlsyre, og mættet dels med Brint, dels med
S. 626.
2) Encycl. méth., Chymie, 3, 562.
) Bogen udkom 1789 i en ny Udgave paa engelsk med de franske Kemikeres Noter, hvortil
Kirwan havde føjet nogle Modbemærkninger, men man inaa give Adet, som oversatte disse paa fransk
(Ann. Chim. 7, 194), Ret i, at Kirwan „ne fait que presenter ses anciennes objections sous une foi’me
nouvelie."