Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

63 syre, beviser Kirwan ved, at man ved Glødning af Salpeter først faaer Kulsyre og derpaa Ilt, blandet med noget Kvælstof. Berthollet svarer hertil, at den ringe Mængde Kulsyre hidrørte fra tilfældige Urenheder i Salpeteret. Hvis man, naar Kulsyreudviklingen ophørte, om krystalliserede Salpeteret, fik man ved Glødning af dette ikke Spor af Kulsyre. Men Kirwan’s Hovedbevis for, at Salpetersyren indeholdt Kulsyre, var, at Berthollet selv ved Glødning af Zink og Jern med Salpeter havde faaet en rigelig Mængde Kulsyre (se ovenfor S. 42). Berthollet gjør nu opmærksom paa, at man dengang ikke vidste, at de fleste Metaller indeholdt Kul, herfra hidrørte Kulsyren, og ingenlunde fra Salpeteret. Medens Antiflogistikerne antoge, at Saltsyre bestod af et ubekjendt Radikal, forbundet med Ilt ved en saa stærk Affinitet, at man ikke paa nogen Maade kunde adskille dem, og at den dannede iltet Saltsyre (Chlor). ved at Brunsten uden videre afgav en Del af sin Ilt til Saltsyren (saa at RO blev til RO2), mente Kirwan, at Saltsyren var en Forbindelse af et ubekjendt Radikal, Flogiston og Kulsyre, altsaa FRFO, og at den iltede Saltsyre var R(FO)2. Berthollet fremhæver da Lysets Virkning paa en Opløsning al iltet Saltsyre i Vand, hvorved dannedes almindelig Saltsyre og udvikledes Ilt, saa at Antagelsen af Flogiston var ganske unødvendig til al forklare Processen. Men ved Kirwan’s Opfattelse af Kulsyre som Syreprincip vai det nødvendigt at antage Brint i Saltsyre, og da Brinten forblev i Saltsyren ogsaa, efter at der var dannet iltet Saltsyre, maatte han tillige gjøre Rede for, at Brunstenen afiltedes (flogisticeredes). Han antog da, at Brunstenen indeholdt sin Ilt i Form af Kulsyre, og saa et Bevis derfor deri, at Brunsten ved Glødning først giver Kulsyre og derpaa Ilt. Naar Brunstenen iltede Saltsyre, var det altsaa Kulsyren (Z*O) deri, som leverede Ilten, medens dens Flogiston flogisticerede Brunstenen. Denne Opfattelse, finder han, støttes ved, at Priestley *) ved Ophedning af Brunsten med Jernfilspaan fik udviklet næsten ren Kulsyre, og ligeledes ved at gløde Brunsten i en Strøm af Vanddamp i et Lerrør* 2). Selv har Kirwan ganske vist ved at gjentage det sidste Forsøg med Brunsten, der iforvejen var befriet for Karbonater, kun faaet Ilt, men han søger at bortforklare det. Berthollet paaviser derimod, at hele denne Forklaring af Oprindelsen af Brunstenens Ilt fra Kulsyre er ganske uholdbar, da Brunsten, der lørst var befriet lor Kalciumkarbonat, erfaringsmæssig gav langt mere iltet Saltsyre end lør. I Priestley’s første Forsøg hidrørte Kulsyren aabenbart fra Jernets Grafit, i sidste fra Kalciumkarbonat eller Mangankarbonat. Naar Kirwan vil have laaet Kulsyre af iltet Saltsyre og Brint, strider det mod Berthollet’s egne Forsøg. Lavoisier havde betegnet Saltsyrens Radikal som det, der havde stærkere Affinitet til Ilt end alle Metaller og syredannende Stofler. Kirwan spørger, hvorfor Saltsyre da ikke iltes ved Destillation med Jernoxyd eller Svovlsyre. Berthollet bemærker hertil, at Kirwan forvexler den stærkt bundne IH i Saltsyren med den løst bundne, som den optager ved at gaa over til iltet Saltsyre. ]) Exp. a. Obs. to Nat. Phil. 1, 239. 2) Ibid. 3, 354.