Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

64 Kirwan’s Forestillinger om Metallernes Forkalkning ere ligesaa indviklede som hans Syretheori. Han antager 3 forskjellige Slags Kalke, nogle, hvori Metallerne ligefrem have afgivet deres Flogiston (Brint), det er dem, som i det foregaaende (f. Ex. S. 53) ere betegnede med Mk, andre, hvori de have afgivet Flogiston og op- taget Kulsyre i Stedet, og endelig saadanne, hvori Metallet har afgivet Flogiston og optaget Vand istedet. De to sidste Slags ere begge MkFO. Kirwan kan aldeles ikke gaa ind paa de Laplace’s Mening, at naar Metaller opløses i fortyndede Syrer, hidrører Brinten fra, at Vandet sønderdeles. Han antager, at det er Metallet, som har afgivet Brinten og optaget Vand istedet. Heller ikke kan Kirwan indrømme Rigtigheden af de Laplace’s Bemærkning (se ovenfor S. 58), at hvis Kvælstofoxyd indeholdt Brint, maatte den vise sig, naar man forenede det med Ilt og derved gjendannede Salpetersyre. Efter Kirwan viser Brinten sig virkelig ved at forene sig med Ilten og danne Kulsyre, som indgaaer i Salpetersyrens Sammensætning. Man maa indrømme, at heller ikke de Bemærkninger, de Laplace1) knytter til Kirwan’s Replik, rammer dennes Theori, fordi de Laplace udelukkende ræsonnerer ud fra sit eget Standpunkt, men slet ikke tager Hensyn til Kirwan’s Theori. Efter denne kan Forholdene ved et Metal som Zinks Opløsning i koncentreret og fortyndet Svovlsyre og Kvægsølvs Opløsning i Salpetersyre og Reduktion af den røde Kvæg- sølvkalk fremstilles saaledes, naar Sr er Svovlsyrens, Nr Salpetersyrens, Mk de virkelig bekjendte Metalkalkes Radikal og FO efter Omstændighederne Vand eller Kulsyre, der jo efter Kirwan begge bestode af Brint og Ilt: MkF + 2Sr(F0\ = SrFFO + MkFO, Sr(FO)2 Metal kone. Svovlsyre Svovlsyrling Metalsulfat MkF 4- FO + Sr(FO\ = F -f- Mk FO, Sr(FO\2) Metal Vand Svovlsyre Brint Metalsulfat MkF'r 2NrF0 = NrF + MkFO,NrFO Salpetersyre Kvælstofoxyd Kvægsølvnitrat MkFO = MkF + O Kvælsølvoxyd Kvægsølv Ilt. Naar Lavoisier havde faaet Magnetjern og Brint ved at gløde Jern i Vand- damp, beviste det efter Kirwan kun, at Jernet havde afgivet sit Flogiston og optaget Vand istedet. Fourcroy bemærkede hertil, at i Lavoisier’s Forsøg var Jernets VægtforøgelseBrintens Vægt = Vægten af det forsvundne Vand. Dengang kjendte man jo ikke de kemiske Forbindelsers ækvivalente Vægtforhold. Fourcroy kunde derfor ikke ane, at ogsaa Kirwan’s Opfattelse krævede de samme Vægtfouhold. Som Bevis for sin Theoris Rigtighed fremhævede Kirwan, at Priestley3) ved Ophedning af den ved Glødning af Jern i Vanddamp dannede Jernkalk med Kul, som iforvejen 1) Essai sur la Phlogistique. Paris, 1788, 8°, S. 198 f. 2) Derimod kunde der med Rette indvendes mod Kirwan, at Sulfaterne maatte være forskjellige, da Metalkalken i den første Ligning indeholdt Kulsyre, i den sidste Vand; men denne Indvending gjorde de Laplace'ikke. 3) Exp. a. Obs. Nat. Phil. 3, 109.