Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

65 ved Glødning var befriet for al brændbar Luft, havde faaet Jernet gjendannet, men tillige faaet udviklet Kulsyre og Brint. Denne sidstes Optræden kunde Antiflogi- stikerne ikke forklare, da de jo mente, at Jernkalken ikke indeholdt Vand, men kun Ilt. Men naar Kul bestod af Brint og Kulsyre og Jernkalken indeholdt Vand, saaledes som Kirwan mente, forklaredes Resultatet let. Denne Indvending besvarer Fourcroy ikke. Kuliltens Dannelse under disse Omstændigheder var ikke bekjendt, og den blev i Almindelighed forvexlel med Brint. Til Forsvar for sin Opfattelse anfører Kirwan ogsaa et andet Forsøg af Priestley1). Han har ophedet Jern i Ilt ved Hjælp af et Brændeglas, hvorved Ilten forsvandt og Jernet omdannedes til Magnetjern, og derpaa ophedet dette i Brint, hvorved dannedes Vand og Magnet- jernet reduceredes til Jern. I første Tilfælde optog altsaa Jernets Flogiston Ilt og dannede Vand, som forenede sig med Jernet til Magnetjern, i sidste uddrev Brinten igjen Vandet og forenede sig med Jernkalken til Jern. Da nu samme Magnetjern ogsaa blev dannet ved Glødning af Jern i Vanddamp, maatte Antiflogistikerne sige, at ved samme Temperatur i første Tilfælde Jernet havde større Affinitet til Ilt end Brinten, medens i sidste Brint havde større Affinitet til Ilt end Jernet. Fourcroy’s Forsøg paa at klare denne reciproke Proces er ikke heldigt2); lian søger at bort- forklare, at der foreligger en reciprok Proces, medens det dog havde ligget nær at sige, at Processen frembød den samme Vanskelighed for Kirwan’s Theori, idet i første Tilfælde Vandels Affinitet til Jernkalken var større end Brintens, i sidste Brintens større end Vandets. Imidlertid følte Kirwan selv, at der maatte positive Beviser til for at hævde, at Metallerne indeholdt Brint. Han destillerede derfor *'2 k. Kvægsølv, som ifor- vejen havde været opvarmet flere Timer til 100°, med c. 20 g. Zink og fik herved omir. 300 cm3 Brint og 80 cm3 Kulsyre. Men Fourcroy bemærker hertil, at den fundne Brint sandsynligvis hidrørte fra en ringe Mængde Vand; det var meget van- skeligt at befri Kvægsølv fra de sidste Spor af Vand, og her drejede det sig kun om 2 til 3 cg. Den fundne Kulsyre hidrørte aabenbart fra, at Zinken indeholdt lidt Kul. Efter Kirwan indeholde de Metalkalke, som ere dannede ved lavere Temperatur (som Mønie, Massicot, Rust, rødt Præcipitat) Kulsyre og kun lidt Vand, de som ere dannede ved højere Temperatur (som Sølverglød, Zinkhvidt, Magnetjern) Vand og kun lidt Kulsyre. Men de Beviser, han anfører derfor, falde fuldstændig til Jorden for Fourcroy’s Paavisning af, at næsten alle Metaller indeholde Kul, og at mange Metalkalke tiltrække Kulsyre af Luften og desto mere, jo længere de have været udsatte for Luftens Indvirkning. Det afgjørende Bevis mod Kirwan’s Theori ser Fourcroy deri, at det aldrig er lykkedes at fremstille Kulsyre af Brint og Ilt, naar Luftarterne have været rene, (hvorved han erindrer om, at navnlig Brint næsten altid indeholder Kul opløst), og at det aldrig er lykkedes at omdanne Kulsyre til Vand eller Vand til Kulsyre. *) Essai sur le phlogistique, 206. 2) Sml. ogsaa Berthollet: Statique chimique, Paris, 8°, 2, 114, Note XIX. D. K. D. Vidensk. Selsk. Ski-., naturvidensk. og mathem. Afd., 8. Række. II. 1. 9