Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

66 Kirwan’s Essay ender med et sammenfattende Slutningskapitel, som besvares at Guyton de Morveau. Kirwan indrømmer, at der findes Brint i Vand, i det Hygtige Alkali1), i Vinaand og andre organiske Stoffer, at Svovl, Fosfor og Kvælstof- oxyd ikke, som de ældre Flogistikere mente, indeholdt de tilsvarende Syrer, men at Ilt var en Bestanddel af Syrer og Metalkalke. Derimod mener han, og det er de eneste Punkter, hvori han er uenig med Antiflogistikerne, at Brint findes i Svovl, Fosfor og Kvælstofoxyd, i Kul og Metaller, og at den under visse Omstændigheder forener sig med Ilt til Kulsyre, hvilken sidste er det syredannende Princip og ogsaa findes i visse Metalkalke. Til Forsvar for, at Brint indeholdes i de nævnte Stoffer, anfører han 4 Argumenter: 1) Virkninger af samme Slags maa hidrøre fra samme Aarsag. Forbrænding af Svovl, T osfor, Zink osv. er samme Slags som Forbrænding af Brint, altsaa maa de have samme Aarsag d. v. s. de førstnævnte Stoffer maa indeholde Brint. Guyton bemærker hertil, at det, der konstituerer Analogien, ikke er de forskjellige Stoffer, men Ilten, som de forbinde sig med. Den rigtige Slutning af de givne Præmisser er altsaa ikke, at de torskjellige brændbare Stoffer indeholde Brint, men at Ilt for- ener sig med forskjellige Stoffer under Ildfænomener. 2) Salpeter detonerer med Ammoniaksalte og med andre Stoffer, som indeholde Brint, ogsaa med Brint selv, derimod ikke med Stenarter, Metalkalke osv. Der er da Grund til at tro, at alle Stoffer, som detonere med Salpeter, som Svovl, Fosfor, Kul og de fleste uædle Metaller, indeholde Brint. Guyton de Morveau svarer hertil, at ogsaa delte Bevis støtter sig paa en formodet Analogi. Det er indlysende, at Detonationen beroer paa, at et Stof, som har større Affinitet til Ilt end Kvælstof eller Kvælstotoxyd, ved en vis højere Temperatur forener sig med Salpetersyrens Ilt. Heraf følger, at det ikke er et enkelt bestemt Stof, men overhovedet alle, som have den nævnte større Affinitet til Ilt, der frembringe Detonation med Salpeter. Men hertil kommer en anden Vanskelighed, som Kirwan ikke synes at have be- mærket. Spørger man ham, hvorfor Melalkalkene, som efter ham jo indeholde F logiston, ikke detonere med Salpeter, vil han naturligvis svare, fordi deres Flo- giston allerede er mættet med Ilt. Men spørger man nu, hvordan han tænker sig, at saadanne Metalkalke, som efter ham indeholde Kulsyre, reduceres af Brint, vil han ikke kunne svare, at det sker ved Brintens Affinitet til Ilt, thi Kalkens Ilt er jo allerede mættet med Flogiston; han maa svare: paa Grund af Brintens Affinitet til den radikale Metalkalk (Mk), men i saa Fald maatte alle saadanne Metalkalke ved Reduktion med Brint udvikle Kulsyre, men det sker aldrig. Eller ogsaa maa Kul- syren under Reduktionen omdannes til Vand, men Muligheden for en saadan Om- dannelse er aldrig godtgjort og i højeste Grad usandsynlig. 3) Kvælstofoxyd dannes, naar man kaster Ammoniaksalpeter i en glødende Digd, og ligeledes ved Digestion af Vinaand med Salpetersyre. Ammoniak og Vin- aand indeholde Brint. Da nu Svovl, Fosfor, Metaller osv. ogsaa give Kvælstofoxyd ‘) Ammoniakens Sammensætning var fastslaaet af Berthollet (Mém. de l’Acad. des Sc. 1785, S.324).