Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

69 at det er den, vi endnu benytte, trods alle de Svingninger, Kemiens Theori har beskrevet siden Lavoisier. I „Traité élém.“ defineres Syrerne som „véritables principes salifiants" l), og i enhver Syre skjelnes mellem „la base acidifiable“ (som Kvælstof, Kulstof, Svovl osv.), som de Morveau har givet Navnet Radikal, og „le principe acidifiant“, Ilten. Syrerne forene sig med „les bases salifiables11, som senere kaldtes Baser. Hertil høre Metalilter, Jordarter og Alkalier. Det er muligt, at Jordarterne (Kalk, Magnesia, Baryt, Lerjord) „pourroient bien n’étre autre chose que de métaux oxidés avec lesquels l’oxygéne a plus d’affinité qu’il n’en a avec le charbon“3). For Alkalierne (Kali og Natron) kunde man af deres Analogi med Ammoniak være fristet til at tro, at de vare kvælstolholdige2). Andetsteds tænker L. sig dog ogsaa Muligheden af, at de faste Alkalier vare en Slags Metalkalke: „l’alcali de la soude et les substances alcalines en général, seraient-elles des espéces de chaux métalliques?"3 *). Der gives ogsaa adskillige Syrer, hvis Radikal ikke kjendes, saaledes af uorganiske Borsyre, Flussyre og Saltsyre. Man kan imidlertid ikke være i Tvivl om, at de ligesom alle Syrer, hvis Sammensætning kjendes fuldstændig, indeholde Ilt. Saltsyren, der jo senere kom til at spille en saa mærkelig Rolle i Syrebegrebets Udviklingshistorie, indtager dog en Særstilling, idet den, naar den opvarmes med Brunsten, bemægtiger sig en Del af dennes Ilt og danner en luftformig Syre, Scheele’s Acidum muriaticum dephlogisticalum, som altsaa indeholder mere Ilt end den sædvanlige Saltsyre, der altsaa forholder sig til l’acide muriatique oxygéné som Svovlsyrling til Svovlsyre. Den iltede Saltsyre opløser Metaller uden Luftudvikling, fordi Syren selv leverer den til Kalcinationen fornødne Ilt, og det dannede Ilte forener sig med den dannede Saltsyre. Ogsaa de organiske Syrers Radikaler har man hidtil ikke kunnet isolere. Men medens de uorganiske Syrers Radikaler gjennemgaaende ere usammensatte, har de i Plante-og Dyreriget forekommende Syrer Radikaler, der ere sammensatte mindst af to Stoffer, Kulstof og Brint; ofte indeholde de tillige Kvælstof, undertiden ogsaa Fostor, saa at man her har sammensatte Syreradikaler med 4 Bestanddele. I Plante- riget finder man ogsaa Ilter, som ere dannede af de samme sammensatte Radikaler, men forbundne med mindre IH end Syrerne f. Ex. Sukker, Stivelse o. fl. Af alt dette slutter Lavoisier, at Syrerne ikke kunne betragtes som Salte, saa- ledes som de gamle Kemikere antoge. Syrerne ere sammensatte af 2 Stoffer, de danne „un premier ordre de combinaisons“ ligesom Baserne. Saltene, som bestaa af Syre og Base, danne „un second ordre de combinaisons14. Det dualistiske Princip findes allerede her udtalt med stor Bestemthed. !) S. 163. -) Ib. 180. Allerede Bergman (Opusc. 4, 213) havde skjønnet, at Baryt „calci metallicæ videatur valde affinis", men Lavoisier havde ved at ophede Baryt paa Kul for Iltblæserøret faaet Forbrændings- og Detonationsfænomener, saa at det næppe kunde være tvivlsomt, at denne Jordart var en Metalkalk (CEuvres 2, 474—475; Mém. de l’Ac. 1783, S. 569). 3) CEuvres 2, 490; Mém. de l’Ac. 1783, 509. Soda havde nemlig ved samme Behandlingsmaade givet ham lignende Fænomener som Baryt (se Anni. 2).