Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

70 Lavoisier’s Syretheori vandt dog ingenlunde strax almindeligt Bifald. Af de Indvendinger, som fremkom imod den, var Crell’s1) prægede af en oprigtig Stræben efter Upartiskhed. Hans Betragtninger bleve snart efter udviklede i en udførligere og omhyggeligere motiveret Afhandling af J. F. Gmelin2). Denne blev imidlertid faa Aar efter imødegaaet paa en særdeles hensynsfuld Maade af J. Gadolin3). Gmelin indvender mod Ilten som Syreprincip, at den for det første aldeles ikke selv har sure Egenskaber, og dernæst, at den efter den nye Theori udgjør en Hovedbestanddel af Stoffer, som aldeles ikke have Karakter af Syrer. Vand f. Ex., som indeholder 85 Proc. Ilt, har ikke en eneste Egenskab, som minder om Syrerne. Gadolin bemærker hertil, at det jo er en ganske almindelig Regel, at kemiske For- bindelser have ganske andre Egenskaber end deres Bestanddele. Saaledes have Al- kaliernes Neutralsal Le, der ere sammensatte af Syrer og Alkalier, hverken sure eller alkaliske Egenskaber. Saaledes findes Ammoniakens alkaliske Karakter hverken hos Kvælstof eller Brint. Forbindelsernes Egenskaber afhænge af den Maade, hvor- paa de ere sammensatte, men i Reglen ikke af nogen enkelt af deres Bestanddele. Naar Vand indeholder Ilt uden at have en Syres Egenskaber, er dette ligeledes et Forhold, som gjenfindes hyppigt. Svovl danner f. Ex. med Alkalier og Jordarter og med visse Metaller Forbindelser, som især med Syrer give en modbydelig Lugi. Kvægsølvels Forbindelse med Svovl, Cinnober, har aldeles ikke disse Egenskaber, løvrigt finder Gadolin, at Vandet har flere af Syrernes vigtigste Egenskaber. Vel smager det ikke surt og forandrer ikke Plantefarver, men netop i disse lo Hen- seender forholde ogsaa flere Syrer sig meget ejendommeligt. Men Vand forener sig med Alkalier under stærk Varmeudvikling og danner krystallinske Forbindelser med dem, og det virker overfor Sæber som en svag Syre, hvad der viser sig ved, at deres vandige Opløsninger ere mælkede, det forener sig med Vinaand under Varmeudvikling. Man kunde derfor vel betragte det som den svageste Syre. Gmelin bemærker ogsaa, at Metalkalkene, der, naar netop Kalkene af Arsenik, Molybdæn og Wolfram undtages, snarere have Karakter af Alkalier end af Syrer og derfor med Urette kaldes Oxyder og derved betegnes som en Slags Syrer („Halb- säuren“). Men Gadolin gjør opmærksom paa, at det netop er Flogistikerne, Scheele4) og Bergman •’), som fordi Metalkalkene med Syrer i Alm. danne surt reagerende Salte, og fordi flere Metaller opløse sig i Alkalier, antoge, at alle Metaller vilde efter- lade Syrer, hvis man var istand til at berøve dem alt deres Flogiston. Oxyder i Lavoisier’s System betegne kun, at Forbindelserne indeholde Ilt. En vigtigere Indvending af Gmelin er, at man ved at forbinde en uomtvistelig Syre med Ilt kan faa et Stof, som næsten ikke mere har Karakter af Syre, saaledes som det er Tilfældet med den iltede Saltsyre. Men Gadolin bemærker, at naar de *) Crell’s Ann. 1795, 1, 227. 2) Ibid. 1796, 1, 291, 395, 511. 3) Ibid. 1803, 1, 50, 211, 313. Afhandlingen er oprindelig trykt som latinsk Dissertation i Åbo 1801. 4) Se f. Ex. Werke 1, 158. 6) Opusc. 3, 6, 125.