Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

71 sure Egenskaber ikke findes hos Ilten, men kun fremkomme, naar den i bestemte Forhold forbinder sig med andre Stoffer, saa forstaaes det let, at ligesom fuldkomne Neutralsalte nærme sig Syrer og Alkalier, naar de forene sig med henholdsvis Syrer og Alkalier, kunne ogsaa Syrer ved at forbinde sig med mere Ilt nærme sig de Egen- skaber, Ilten har i fri Tilstand. Men naar det er vist, at en Række Sloffer kun ved at forene sig med Ilt danne Syre, saa maa man sige, at Syrerne skylde dette Stof deres Tilbliven, men paa den anden Side kan man ikke sige, at det samme gjælder de Syrer, hvori man ikke har kunnet paavise Ilt. Det er interessant at se, at den betydeligste af de franske Kemikere, som ellers havde sluttet sig til Lavoisier, tog Afstand fra ham med Hensyn til Ilten som principe acidifiant tildels netop af de samme Grunde som Gmelin. I samme Aar, som Lavoisier’s Traité élém. udkom, udtaler Berthollet ’), at vistnok er den Mening, at alle Syrer indeholde Ilt, og at dette er Grunden til deres sure Egenskaber, støttet paa en stærk Analogi, men 1) Ilten kan være til Stede i stor Mængde i et Stof, uden al dette er surt; Vand er et frappant Eksempel derpaa; 2) der er flere Syrer, hvori man ikke ved noget Middel har kunnet paavise Ilt, som Saltsyre, Flussyre, Borsyre; 3) det synes bevist, at Blaasyre ikke indeholder Ilt. Desuden, det, der karakteriserer Syrerne, er jo at danne Forbindelser med visse andre Stoffer, og denne Egenskab kan jo meget vel tænkes at findes hos forskjelligt sammensatte Stoffer. Kemien frembyder jo mange analoge Tilfælde Berthollet mener derfor, al man kan ind- skrænke sig til at opfatte Saltsyren som et Stof, hvis Elementer ere os ganske ube- kjendte. Dens Evne til at danne en Række Forbindelser med Ilt, som ganske svarer til dem, vi finde hos Svovl, Fosfor og Kvælstof, bringer ham endogsaa til at mene, at der ikke er mere Sandsynlighed for, al det ene af disse Stoffer indeholder Ilt end, at de andre gjøre det. Bemærkningen om Blaasyre sigter til et Arbejde,Berthollet havde udført over Blaasyre 1787. Heri var dog ikke bevist, men kun gjort sand- synligt ved theoretiske Betragtninger, at Blaasyre ikke indeholder Ilt2). Berthollet er derfor i Tvivl om, hvorvidt man skal holde den for en Syre. Dens Affinitet til Kalk og Alkalier er meget svag, dens Sammensætning stiller den langt nærmere ved Ammoniak end ved Syrerne. Imidlertid har den alt for mange Egenskaber fælles med de virkelige Syrer, til at man kan stille den i en anden Klasse „d’autanl plus que les classifications que nous faisons ont toujours quelque chose d’arbitraire"8). Hans Undersøgelser over Svovlbrinten gav ham Anledning til lignende Betragtninger. Denne Forbindelse indeholder kun Svovl og Brint; ikke desto mindre har den alle en Syres Egenskaber. Den rødner Lakmus, forener sig med Alkalier, Baryt, Kalk og Magnesia til Forbindelser, som ere i Stand til Dobbeltdekompositioner, den dekom- ponere selv Salte osv: „Je ne rappellerai point ici les observations que j’ai opposées *) Ann. Chim. 2, 68 (1789). 2) Fourcroy og Vauquelin fandt snart efter, at Blaasyre kunde dannes ved Destillation af for- skjellige organiske Stoffer med Salpetersyre, og sluttede deraf, at den indeholdt Ilt. Berthollet ansaa dog ikke dette Argument for tilstrækkeligt (B.: Statique chim., Paris 1803, 8°, 2, 266). 3) Mém. de l’Ac. des Sc. 1787, S. 148.