Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

72 å l’opinion de ceux qui prétendent, que l’acidité est un attribut qui n’appartient qu’å l’oxygéne & qu’il s’éloigne cependant tres peu, par ses propriétés acides, de l’acide carbonique qui sur 100 parties en contient å peu pres 76 d’oxygéne“x). J. B. Trommsdorff sluttede sig med Hensyn til Svovlbrinten ganske til Berthollet og inddelte endog Syrerne i iltholdige, iltfrie (hertil hørte kun Svovlbrinte) og Syrer af ubekjendt Sammensætning (Saltsyre, Flussyre og Borsyre)2). Faa Aar senere ansaa Berthollet det imidlertid for sandsynligst, at Ilten virkelig var „le principe acidifiant“. Blaasyren har saa særegne Egenskaber, at den aldeles ikke kan sammen- lignes med Syrerne. Overfor Alkalier har den kun en svag Affinitet, som er langt fra at fremkalde den Mætning og den Neutralisation af modsatte Egenskaber, der er karakteristisk for Syrerne3). Og hvad Svovlbrinten angaaer, synes dens sure Egenskaber at hidrøre fra Svovlet, „dans lequel la force de cohésion les rendait latentes*14). Svovlet har stærk Affinitet til Alkalier og kunde, som Kirwan 5) allerede bemærkede, sammenlignes med Syrerne, hvis det ikke forekom i fast Tilstand. Det er da naturligt, at man i Svovlbrinten finder, „des propriétés derivées d’un élément qui y porte ses dispositions0) et ses propriétés dominantes lui assignent une autre classe que celles des acides“7) (nemlig mellem Hydrurerne). Men var man saaledes ved Slutningen af Aarhundredet nogenlunde enig om, at Ilten var Syreprincip, saae man sig dog ingenlunde i Stand til at opstille faste Karakterer, som vare gjældende for alle Syrer. Alle de Egenskaber, man opstillede som ejendommelige for Syrerne — deres Smag, deres Evne til at rødne blaa Plante- farver, til at forene sig med Vand, til at modstaa Frysning, til at opløse Metaller, til at forene sig med Alkalier, Jordarter og Metalilter og dermed danne neutrale Salte, til at danne Ætherarter, til at fælde forskjellige alkaliske Opløsninger osv. — alle disse Egenskaber gjaldt vel for et vist Antal Syrer, men ingenlunde for alle, og mange Salte, ja selv Baser viste lignende Forhold. Bergman havde allerede vist, at Kali- og Natronlud opløse Blyilte, Scheele8), at Zink opløses i Kalilud under Brintudvikling, Berthollet, at Blyilte ogsaa opløser sig i Kalkvand; han frem- stillede en krystallinsk Forbindelse af Blyilte og Kalk og kom til det Resultat, at mange Ilter „exercent les fonetions d’un aleali avec les oxides et celles d’un acide avec les alcalis“9). En udførligere Kritik underkastede Winterl de Karakterer, man opstillede som bestemmende for Syrer og Baser. Han paaviser de Modsigelser, der fandt Sted mellem Theori og Erfaring, og slutter sine Betragtninger saaledes: „Si autem Acida sub operatione mutantur in Bases & hæ in illa, si eadem corpora ’) Journ. de phys. 46, 436 (1798). 2) Trommsdorff’s Journal der Phax'm. 7, 2. Stiick, S. 61 (1800). 3) Stat. chim. 2, 123, 269. 4) Ibid. 2, 122. °) Phil. Trans. 1786, 146. 6) Stat. Chim. 2, 113. 7) Ibid. 2, 123. 8) Werke (von Hermbstädt) 1, 232. 9) Mém. de l’Ac. des Sc. 1788, S. 728.