Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

73 vim acidam & basicam simul habere possunt, si vero corpora neutra vel mere basicas vel mere acidas qualilates habent, si Acida Acidis, Bases Basibus jungunlur — patet, nec Acida nec Bases eorumque genus quod cum arbitraria exclusione Aqua ægrius solubilium Salis noinine vocamus, fidelem characterem externum habere.l11) Berthollet, der, som vi saa ovenfor, ikke var blind for, at Forholdet mellem Syrer og Baser er flydende, betoner i Statique chimique 1803, at det, der karak- teriserer Syrerne som saadanne, er, at de med Alkalier frembringe „le degré de saturation qu’on appelle neutralisation"* 2). Denne Syrens Affinitet til Alkali maa betragtes som „une affinité dominante, qui lui impose son caractére.“ Deraf følger, at Syrernes Styrke maales ved den Mængde af hver Syre, som er i Stand til at mætte en given Mængde af et og samme Alkali. Det er da klart, at „la capacité de saturation doit servir å former l’échelle de la puissance comparative des acides ainsi que celle des alcalis.“ 3) Om Ilten som Syreprincip hedder det, at den „communique l’acidité aux com- binaisons qu’il forme, lorsqu’il n’éprouve pas un degré de saturation trop considé- rable: sous ce dernier rapport on a eu raison de l’appeler principe acidifiant“4). Som Exempel paa en Forbindelse, hvor „la saturation" i denne Forstand er fuld- stændig, nævner Berthollet5) Vand, hvori baade Brintens og Iltens Egenskaber ere fuldstændig forsvundne, ligesom Syrernes og Alkaliernes i deres neutrale Salte ere bievne latente. I Syrerne bevarer Ilten altsaa endnu en Del af sin Karakter, medens det omvendt i Metalilterne er Metallet, som endnu bevarer en Del af sin Karakter, og paa denne Maade forklares, at Ilten kan frembringe baade Syrer og Baser. Paa en hel anden Maade betragtede H. C. Ørsted Sagen i en aandfuld Afhand- ling: „Die Reihe der Säuren und Basen“ 6). Han mener her, at alle Baser og Syrer kunne ordnes i én sammenhængende Kæde, som han begynder med den stærkeste Base, fortsætter med bestandig svagere og svagere Baser, indtil han naaer en som Lerjord, der har ligesaa meget Karakter af en Syre, og fortsætter nu med bestandig stærkere Syrer. Det er nu vist nok, at Ilten ikke altid meddeler det Stof, hvor- med den forener sig, sine Egenskaber, og at omvendt flere Legemer have Karakter af Syrer uden at indeholde Ilt. Men naar nogle heraf have sluttet, at Tanken om Ilt som Syreprincip maa opgives, saa er dog de Kjendsgjerninger, hvorpaa denne Tanke hviler, for mærkelige og sammenhængende, til at man kan opgive dem. Kulstof, Kvælstof, Fosfor, Svovl og flere Metaller, ni eller ti, blive sure ved at forbindes med Ilt. Den fælles Egenskab, som disse i saa mange Henseender hete- rogene Legemer antage ved Forbrænding, er dog vel snarest at tilskrive det Stof, *) J. J. Winterl: Prolusiones ad chemiam sæc. dec. noni, Budæ, 1800, 8°, S. 15, 19. 2) Statique chimique 1, 70. 3) Ibid. 1, 73. 4) Ibid. 2, 8. 5) Ibid. 1, 316-317. B) Gehlen’s Journal d. Chemie u. Phys. 2, 509—547 (1806). D. K. D. Vid. Selsk. Skr., naturvidensk. og mathem. Afd., 8. Række. II. 1. 10