Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

75 Klasse, idetinindste har man hidtil ikke kunnet bevise, at den indeholder Ilt: „Vielleicht können wir noch diese Vermuthung sehr ausdehnen; denn es ist gar nicht unmöglich, dass die Pflanzensäuren durch Hydrogen Säuren sind.“ x) Mod Berthollet’s Opfattelse, at Syrernes Styrke maales ved deres Mætnings- kapacitet (s. ovenf. S. 73), gjør Ørsted flere Indvendinger, bl. a. den, at „die Quan- tität der Acidität doch wohl von der Intensitat derselben sehr verschieden ist“2), dernæst den, at de svageste Baser kræve den største Mængde Syre til Mætning. Ogsaa Winterl fremhæver, at Metalillerne ved højere Iltning tabe i Basicitet, men kræve mere Syre til deres Mætning."3) Ørsted’s Ide, at ogsaa Brinten under visse Omstændigheder kunde optræde som Syreprincip, fandt dog foreløbig ingen Tilslutning. Ovenfor have vi set, hvor- ledes Berthollet bortforklarede det eneste sikre Tilfælde, hvorpaa Ørsted kunde støtte sig. Ved det nye Aarhundredes Begyndelse var man i det hele paa det rene med, at alle Syrer indeholde Ilt, og om man end ikke havde fremstillet Saltsyrens, Borsyrens og Flussyrens Radikaler, saa lovede H. Davy’s glimrende Opdagelse af Alkalimetallerne (1807), at dette Savn vilde blive udfyldt i en nær Fremtid. Davy forsøgte virkelig ogsaa at sønderdele Borsyren ved Elektrolyse og angav allerede 1807 at have faaet en mørk, brændbar Substans udskilt ved den negative Pol4). Aaret efter smeltede han Borsyre med Kalium og fik ogsaa her et sort Stof, men baade ved dette og det forrige Forsøg i saa smaa Mængder, at en nærmere Under- søgelse var ugjørlig5). Samme Aar søgte Gay-Lussac og Thénard at reducere afvandet Borsyre med Kalium og i Nov. 1808 meddelte de „l’Institut“ en Række Iagttagelser, hvoraf fremgik, al Borsyren bestaaer af Ilt og et eget Radikal. De saa sig i Stand til at sønderdele den, gjendanne den og studere alle Radikalets Egen- skaber6). Aaret efter søgte Davy at godtgjøre, at Svovl indeholdt Ilt, hvorved altsaa ogsaa Svovlbrintens Anomali vilde falde bort. Han opvarmede’nemlig en given Mængde Kalium med Svovlbrinte, som absorberedes under stærk Lysudvikling. Brint blev fri, og der dannedes en Forbindelse af Svovl og Kalium. Naar han nu behandlede denne Svovlforbindelse med Saltsyre, fik han vel Svovlbrinte, men en Mængde, der langtfra svarede til den Brintmængde, det anvendte Kalium skulde give. Svovlbrinte indeholder altsaa en Substans, som var i Stand til at formindske den udviklede Brintmængde, og denne Substans kunde kun være Ilt. Da man nu kan fremstille Ibid. 540—541. 2) Ibid. 520. Syrernes Intensitet ytrer sig bl. a. ved deres Evne til at angribe Metaller, selv de mere elektronegative: „Nur sehr wenige wirken auf Gold. Diese sind: die oxydirte Salzsäure, die salpe- trige Såure, die schwefelige Säure. Es ist also zu vermuthen, dass diese die stärksten sind“ (ib. S. 526). 3) Winterl: Darstellung der vier Bestandtheile d. anorg. Natur; iibersetzt von Joh. Schuster. Jena 1804. 8°. S. 8, Anm. 4) Phil. Trans. 1808. Afhandlingen blev læst 19. Nov. 1807 i Roy. Soc. (Works ed. by John Davy, 5, 100). 6) Ibid. (Works, 5, 113). °) Gay-Lussac et Thénard: Recherches phys. chim. Paris 1811, 8n. 1, 291. 10*