Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1916

Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL

Sted: KØBENHAVN

Sider: 109

UDK: 54 (09)

EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN

og S. P. L. SØRENSEN

D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
 76 Svovlbrinte ved at ophede Svovl i Brint, sluttede Davy, at Svovl ogsaa maatte inde- holde IH. Men for mere direkte at godlgjøre dette, forbandt han Kalium med Svovl, men fik heller ikke af det saaledes fremstillede Svovlkaliuin den beregnede Mængde Svovlbrinte, og jo mere Svovl han forbandt Kalium med, desto mindre Svovlbrinte fik han ’)• Gay-Lussac og Thénard gjentoge imidlertid med stor Omhu Davy’s For- søg, men med modsat Resultat. De fik netop det til den anvendte Kalium mængde svarende Rumfang Svovlbrinte og forklarede Davy’s Fejltagelse deraf, at Saltsyren ved sædvanlig Temperatur og Tryk holder en betydelig Mængde Svovlbrinte opløst2). Det var da vist, at Svovlbrinten ikke indeholdt Ilt, og at dens sure Egenskaber ikke hidrørte fra dette almindelige Syreprincip. Men Svovlbrinten var en svag Syre, og jeg har allerede ovenfor omtalt, hvorledes Kirwan og Berthollet mente, at dens sure Egenskaber hidrørte fra Svovlets. Ogsaa Berzelius sluttede sig senere3) til denne Opfattelse. Af større Vigtighed og af langt mere gjennenigribende Betydning for Syre- begrebets Udvikling blev den store Strid om Saltsyrens Iltholdighed, som varede fra 1809 til 1820, og som i saa mange Henseender skulde kaste nyt Lys over Betragt- ningen af Syrerne. Allerede 1785 havde Berthollet søgt at godtgjøre, at Scheele’s deflogisticerede Saltsyre indeholdt Ilt. Han anførte navnlig to Beviser. Brunsten, som ved Ophed- ning havde afgivet Vs af sin Vægt Ilt, gav ved Behandling med Saltsyre en langt mindre Mængde deflogisticeret Saltsyre end før Glødningen. Desuden udviklede en Opløsning af deflogisticeret Saltsyre i Vand Ilt i Sollys, medens Vædsken næsten kun indeholdt almindelig Saltsyre. Den deflogisticerede Saltsyre maatte altsaa inde- holde Ilt, men „l’air vital adhére si foiblement å l’acide marin, que l’action de la lumiére sulfit pour l’en dégager promptement parce qu’elle a avec son base plus d’affinité que l’acide marin.“4). Pelletier viste samme Aar6), at Saltsyren ved almindelig Temperatur absorberer Ilt, og forklarede Kongevandets Egenskaber ved, at Salpetersyre iltede Saltsyre til deflogisticeret Saltsyre. Guyton de Morveau troede at bevise Saltsyrens Iltholdighed med den Bemærkning, at den opløser Metaller og at disse (ældedes af kaustiske Alkalier i Form af almindelige Metalkalkec)- Den Mængde Forsøg, som i de sidste Aar af det 18. og de første i det 19. Aar- hundrede blev gjort paa at isolere Saltsyrens Radikal, og i Følge hvilke man snart betragtede det som beslaaende af Zink (Armet7) 1795), snart af Kulstof (Curandau 1) Pliil. Trans. 1809 (Afh. læst 15. Dec. 1808); Works 5, 160 ff. 2) Rech. phys. chim. 1, 197. 3) Gilb. Ann. 38, 175 (1811). 4) Mém. de l’Ac. d. Sc. 1785, 276. 6) Journ. d. phys. 26, 293, 294. 7) Encycl. méth. Chimie 1, 125 (1786). 8) Gren’s N. Journ. d. Physik 2, 595, 3, 542.