Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

4 Alun og Kogsalt fik de Saltsyre. Blandingen ophededes stærkt i ildfaste Lerkar, og den frigjorte Syre fortættedes i et Forlag. Men Berendes’ Kilde er kun en Oversættelse af Ayur-Veda1). Og dette Værks Alder er meget problematisk. Ray2), som selv er Hindu, stiller sig meget skeptisk overfor ganske lignende Angivelser af engelske Forfattere: Royle, Sir V. O’Shaughnessy (Manual of Chemistry), Ainslie o. a. hævde, at de gamle Indere kjendte Fremstillingen af Mineralsyrerne. Men disse Forfattere skrev for mere end et halvt Aarhundrede siden, de have deres Efterretninger paa anden Haand, og der er sandsynligvis ingen af dem, som har læst Sanskrit-Værker in Originali. Ainslie giver følgende Forskrifter for Tilbered- ningen af Svovlsyre, Salpetersyre og Saltsyre hos Tamil-Fysikere i Sydindien: Svovlsyre ved at brænde Svovl med lidt Salpeter i stærke Lerkar, Salpetersyre ved at blande 20 D. Salpeter og 16 D. Alun med 18 D. af den sure Saft af Stængler og Blade af „the Bengal Horsegram“ og destillere ved stigende Varme i en Retort, til al Syre er gaaet over, Saltsyre ved at destillere 8 D. Salt og 6 D. Alun med samme Vædske paa samme Maade. Det er altsaa ganske Ayur-Vedas Forskrifter. Derimod fremhæver Ray3), at Destillation af Alun og grøn Vitriol nævnes i Rasärnava (som han sætter til 1000—1300 efter Chr.)> men at det ikke er klart, om den saaledes erholdte Syre virkelig brugtes som Opløsningsmiddel. I samme gamle Værk er ogsaa omtalt forskjellige Blandinger under Navn af Vida, som efter Bestanddelenes brogede Beskaffenhed maa have indeholdt Kongevand, og om hvilke det ogsaa siges4 5), at de „would kill all the metals". Af Forhold, som gjøre et saa tidligt Kjendskab til Mineralsyrerne, som Berendes antager, lidet sandsynligt, kan ogsaa nævnes et Værk om de farmakologiske Grund- sætninger, som Achundow (født Perser, men europæisk uddannet) har oversat0). Forfatteren, Abu Mansur Muwaffak ben Ali Harawi, omtaler, ligesom Plinius og Dioskorides, af Syrer kun Eddikesyre og forskjellige sure Plantesafter, men ikke Mineralsyrerne, der altsaa næppe kjendtes paa hans Tid, eftersom han støtter sit Værk paa et omfattende Studium af den græske, indiske, arabiske og persiske Medicin. Fremdeles omtales, hvad Lippmann6) har gjort opmærksom paa, Salpeter ikke i kinesiske Skrifter før c. 1150. I arabisk Litteratur nævnes det først af den spanske Araber Ibn Buthar (1197—1248) i en Encyklopædi over Lægemidlernes Kræfter som „kinesisk Salt". Meget snart efter omtales baade Salpetersyre og Kongevand af Albertus Magnus (1193—1280), som fremstiller den første (aqua prima) ved Ophedning af *) Susrutas Ayurvedas ... ex Sanscrita in Latinum sermonem vertit Fr. Hessler, Erlangæ 1844,1, S.42. 2) P. C. Ray: A History of Hindu Chemistry. 2 Ed. London 1907, 1, S. 187. 3) Ibid. S. 64, 186. 4) Ibid. S. 72. 5) Kobert. Hist. Studien, Dorpat 1893, 3, 137—284. 6) Abh. u. Vorträge, Leipzig, 1906, S. 124.