Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

5 2 D. romersk Vitriol, 2 D. Salpeter og 1 D. kalcineret Alun, medens han faaer Kongevand (aqua secunda) af 1 D. Salmiak og 4 D. aqua prima1). Ogsaa Ramon Lull (1235—1315) kjendte Salpetersyre og vidste, at den kan opløse Svovl2). Denne Opløsning indeholdt Svovlsyre. En egentlig Fremstillingsmaade ad denne Vej an- gaves først i 17. Aarh. af Marte la Faveur3). Svovlsyren skal iøvrigt allerede være fremstillet af Rhazes (Abubekr Mohammed ben Zacharia), der levede 860—940, ved tør Destillation af Jernvitriol4). Pseudo-Geber synes at have vundet Svovlsyre ved tør Destillation af Alun (Kopp 3. 303). Saltsyre synes først temmelig sent at være bleven bekjendt. Endnu 1648 siger Glauber5), at den var den dyreste af alle Mineralsyrer og den, der var vanskeligst at fremstille. Den ældste sikre Angivelse skriver sig fra Libavius, som meddeler, at den kan fremstilles ved Ophedning af Kogsalt med Ler6). Ogsaa Glauber nævner denne Fremgangsmaade (som endnu var i Brug paa Lavoisier’s Tid), men tillige, at Syren kan vindes ved tør Destilla- tion af Salt med Vitriol eller Alun. Ham skyldes dog ogsaa, hvad Boerhaave 7) ud- trykkelig fremhæver, den nuværende Fremstillingsmaade, Destillation af Kogsalt med Vitriololie. Det, der var fælles for alle disse Syrer — andre bleve først langt senere be- kjendte, — var deres sure Smag, deres Opløselighed i Vand og deres store Opløsnings- evne, og disse Egenskaber regnede man til Midten af det 17. Aarhundrede for dem, der særlig karakteriserede et Stof som Syre. Først Boyle lærte nye Reaktioner at kjende, som kjendetegnede Syrerne som saadanne. Han viste, at en Opløsning af Svovl i Alkalier med Syrer (selv med Rhinskvin) gav et hvidt Bundfald af Svovlmælk8), at en Opløsning af Antimonium crudum (Svovlantimon) i Alkalier med Syrer gav et mørkegult Bundfald9), og at Syrer affarve en fortyndet ammoniakalsk Kobberopløsning10). En fortyndet Opløsning af Lignum nephriticum viser sig i gjennemfaldende Lys gul, i reflekteret dybt og smukt himmelblaa. Denne blaa Farve forsvinder med Syrer og kommer igjen med Alkalier11). ’) Alb. Magnus: Compositum de Compositis (Theatr. chein. Argentorati, 1633, 4, S. 937 —938). 2) Testamentum, Cap. 60 og 62 (Mangeti Bibi. chem. Genevæ, 1702, 1, S. 744—745). 3) Pratique de Chimie par S. Marte la Faveur, Montpellier 12°, 1671, S. 216; Journ. phys. 34, 75. 4) Razis lumen luminutn magnum (fundet af Hoefer (Hist, de la Chimie, 2 Ed., Paris, 1860, 1, S. 341) i Man. Nr. 6514, fol. 113 (fra 14. Aarh.) i Bibi. nat. i Paris. 5) Furni novi philosophici, Amsterdam. 1648, 12°. 1, 21. 6) In sale soluto exstingue candentes lateres, quos, ubi sat sunt poti, destilla; destillatum quidam nominant oleum salis viridis. Libavii Alchymia, Francofurti, 1606, Fol., S. 159. 7) Elementa Chemiae. Lugd. Bat. 1732, 4°. 2, 408. 8) Svovlmælk, lac Sulfuris, var allerede langt tidligere bekjendt. Se Pseudo-Geber: De inventione veritatis, cap. VI. Se J. F. Gmelin: Gesch. d. Ch. 1, 19. 9) The experimental History of Colours, 1663. (Works Ed. 1744, 2, 66). 10) Ibid. Exp. XLI. n) Ibid. S. 44—47. For dette, det første bekjendte Exempel paa Fluorescens, anfører Boyle som Kilde: Nic. Monardes: Liber simplic. ex India allator. Cap. 27 og Athan. Kircheri: Ars magna lucis et uinbræ, lib. 1, pars 3, hvori der siges, at de indfødte i Mexico kalde Træet Coalle & Trapazalti. Stam-