Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

6 Boyle viste ogsaa, at mange blaa Plantefarver blive røde med Syrer og grønne med Alkalier. Saaledes Violsyrup (som han ogsaa anvendte i Form af Prøvepapir ’), Saften af Kornblomster og af mange andre Blomster og Bær. Han omtaler ogsaa Forsøg med Lakmus og beskriver de Farver, der fremkomme ved til den („topas- gule") saltsure Opløsning deraf at sætte en Potaskeopløsning-). Men han nævner ikke, at den blaa Lakmusopløsning bliver rød med Syrer, og anvender ikke Lakmus som Prøvemiddel paa Syrer3 4). Alle disse nye Egenskaber hos Syrerne vare dog kun empiriske Kjendetegn, som først fik deres Betydning og Forklaring ved en helt ny Bestemmelse af Syrebegrebel, der omtrent samtidig fremkom, især i Værker af den westphalske Kemiker Otto Tacken1 2). Det væsentlige, som karakteriserer Syrerne, er efter ham ikke den sure Smag, ej heller deres Opløselighed og Opløsningsevne, men at de forene sig med Alkalier til Salt5). Og han drager strax den Konseqvens af dette nye Syrebegreb, at ogsaa Kiseljord, som forener sig med Alkalier til et opløseligt Glas, vel ikke paa den vaade Vej, men ved tør Smeltning, er en Syre, som, naar Glasset opløses i Vand, igjen kan udfældes ved en anden Syre6). Dette Glas maa være et Salt, fordi det planten har hidtil været ubekjendt. Jeg har derfor henvendt mig til Hr. Apotheker H. J. Møller med Anmodning om mulig at skaffe mig Oplysning om. fra hvilket Træ Drogen stammer. Hr. Møller har derpaa indgaaende beskæftiget sig med Spørgsmaalet i flere Aar. Hans Undersøgelser desangaaende er offentliggjort i „Archiv for Pharmaci og Chemi« 19, 369, 404, 427, 457 (1912), og han har deri godtgjort, at Lignum nephriticum stammer fra en mexikansk Pterocarpus-Art. *) Ibid. S. 53. 2) Ibid. Exp. XLIV. 8) Først i Hist, de l’Acad. Roy. des Sciences T. 1 (depuis son etablissement en 1666 jusqu å 1686), Paris 1733, findes under 1673 en Afhandling: Botanique et Chimie, hvori gjøres Rede for en Plan, som Dodart havde udkastet til en nøjere Beskrivelse af Planter, og hvortil Kemikeren Du Clos havde knyttet sine Bemærkninger. Her siger Du Clos (S. 163), at Plantesafter kunne være saa svagt sine, at man ikke kan smage det: „Il faut done trouver quelque substance qui sache, pour parler ainsi, gouter plus finement que nous“, og dette er Tilfældet med en blaa Lakmusopløsning, som farves rød, naar den blandes med en sur Vædske, „quoique d’une acidité insensible, et ce rouge est d’autant-plus rouge que l’acide est plus fort“. Jfr. ogsaa Mém. de l’Acad. des Sc. T. 4 (trykt 1731, men det er et Optryk: Du Clos Afhandling skriver sig senest fra 1699; se Avertissement til T. 4), hvor Du Clos S. 39 ogsaa anvender Lakmus som Prøve paa, om Mineralvande „faisoient rougir le Tournesol, comme font l’Alun et le Vitriol". Ibid. S. 492 ff. findes i en Afhandling af Dodart (trykt første Gang 1696) udførlige Oplysninger om Anvendelse at Lak- mus som Prøve paa Plantestoffers Surhed. Da Du Clos (Observationes super aquis mineralibus divers, provine. Galliæ [1670—71]) har gjort opmærksom paa, at det allerførste Destillat af et Mineralvand farvede Lakmus rødt, uagtet det ikke var Tilfældet hverken med Vandet selv eller de senere Destillater, slutter Fr. Hoffmann (Opusc. physico- medica 2, 26, Vlmæ 1736, 8°), „quod spiritus mineralis [Kulsyre] indolis fuerit acidiusculæ". 4) Hippocrates chimicus, Venetiis 1666, 12°. Jeg citerer Brunsvig-Udgaven fra 1668, 12°. Og: Antiquissimæ medicinæ Hippocraticæ clavis, Brunswigæ, 1668. Jeg citerer Venedig-Udgaven fra 1669, 12°. B) Omnia salsa in duas dividuntur substantias, in alkali nimirum et acidum (Hipp. chim. S. 11). °) Vitruin fit ex eodem silice et eodem sale aleali, regula a contrario, non autem via humida, sed sicca & ignea fusione et liquidatione (ibid. S. 21) — reperies mox vitrum resolvi in aquam — huic affunde acidum id est aleali contrarium, et cadet silieum pulvis (ibid. 25).