Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

78 dannet Muriater og udviklet Ilt. Men om denne sidste hidrørte fra den iltede Salt- syre eller fra de vandfri Baser, var jo usikkert. En lignende Usikkerhed frembød de Forsøg, hvorved de ledede tør iltet Saltsyre med tør Svovlbrinte eller Vanddamp gjennem glødende Rør: de fik dannet Svovl eller Ilt og Saltsyre, og kun under Forudsætning af, at denne indeholdt Vand, viste Forsøget, at den iltede Saltsyre indeholder Ilt. Paa samme Maade forholdt det sig med de Forsøg, hvorved de paaviste, at lige Rumfang Brint og iltet Saltsyre forenede sig til Saltsyre, langsomt i spredt Dagslys, let og under Explosion i Sollys eller ved Glød- hede. Kulstof dekomponerede hverken det saltsure Sølvilte eller den iltede Salt- syre selv ved meget høje Temperaturer, uden naar Vand var tilstede: „D’ou il faut conclure, que l’acide muriatique qui passait autrefois pour le corps qui avait le moins d’affinité pour l’oxygéne (jfr. S. 76) est au contraire celui qui en a le plusul). Ved almindelig Temperatur eller svag Opvarmning var hverken Svovlsyrling, Kul- ilte, Kvælstofoxydul, Kvælstofoxyd, ligesaa lidt som Bor, svovlsyrlig Kalk eller Baryt i Stand til at decomponere den iltede Saltsyre, men ved Tilstedeværelse af Vand foregik Sønderdelingen meget let. De sluttede deres Afhandling om dette Emne med følgende Bemærkning: „Le gaz muriatique oxygéné n’est pas décomposé par le charbon, et on pourrait d’aprés ce fait et ceux qui sont rapportés dans ce mémoire supposer que ce gaz est un corps simple; les phénoménes qu’il présente s’expliquent assez bien dans cette hypothése: nous ne chercherons point cepen- dant å la défendre, parce qu’il nous semble qu’ils s’expliquent encore mieux, en regardant l’acide muriatique oxygéné comme un corps compose112). Davy haandhævede derimod med stor Skarphed det Princip, Lavoisier havde opstillet: „Toutes les substances que nous n’avons encore pu décomposer, sont pour nous des élémens“* 2 3 4), i Kraft af hvilket han med saa glimrende Resultat havde be- kjæmpet Flogistikerne, men som hans Efterfølgere nu syntes at ville svigte. Davy havde foretaget omtrent de samme Forsøg som Gay-Lussac og Thénard for at paa- vise Ilt i den iltede Saltsyre. Han havde i en hel Time holdt Kul ved Hvidglød- hede deri, uden at den iltede Saltsyre sønderdeltes. Han havde ladet stærke elek- triske Gnister timevis slaa igjennem den, uden at den undergik mindste Forandring. Han havde desuden fundet, at Spiritus fum. Libav. (Tintetrachiorid) absorberede Ammoniak under stor Varmeudvikling. Derved dannedes et hvidt, fast og flygtigt Legeme, og det var altsaa ikke muligt paa denne Maade at udskille Tinsyren, medens den saa let fældes af Ammoniak, naar det saltsure Tintveilte er opløst i Vand. Fosforets Forbindelse med den iltede Saltsyre havde givet ham lignende Resultater. Gay-Lussac og Thénard1) havde allerede fundet, at naar 3 Rumfang tør iltet Saltsyre virkede paa Overskud af Ammoniakvand, udvikledes 1 Rf. Kvæl- !) Ibid. 149. 2) 27. Febr. 1809. Mém. d’Arcueil 2, 357; Rech. phys. chim. 2, 156. 3) Lavoisier: Traité élém. 1, Discours préliminaire p. xvij. 4) Rech. phys. chim. 2, 126.