Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
<80
Men denne nye Lære, som truede med aldeles at kuldkaste Ilt som Syreprincip
og tilintetgjøre den fuldkomne Analogi, der fandtes i Lavoisier’s Theori om Syrer
og Salte, kunde ikke trænge igjenneni uden Modstand. Den ældre Lære fik tilmed
netop paa denne Tid en ny Bestyrkelse i den mærkelige Lov, Berzelius uddrog
af sine Arbejder over de kemiske Proportioner, at nemlig i de neutrale Salte Ilt-
mængden i Syren var 2, 3, 4, 5, 6.... Gange saa stor som Illmængden i Basen1 2),
og at delle Forholdstal for alle Salte af samme Syre forblev det samme. Denne
Lov, som Berzelius underbyggede med en Mængde Analyser, hvis Nøjagtighed
endnu maa betegnes som forbavsende, var aabenbart aldeles uforenelig med en
Lære, som erklærede, at Typen for alle Salte, Kogsalt, slet ikke indeholdt Ilt. Ber-
zelius antog derfor ogsaa den vandfrie Saltsyre = Mu O2 (Mu = Muriaticum) og
vedblev til det yderste at forsvare denne Theori. At den vandfri Saltsyre ikke var
fremstillet, var ingen berettiget Indvending, thi man havde jo heller ikke fremstillet
vandfri Svovlsyre eller vandfri Salpetersyre. Det var derfor sandsynligt, at disse
Legemer ikke kunde existere i fri Tilstand, men kun i Forbindelse med Vand,
som i disse Forbindelser spillede Basens Rolle3). Davy’s Ide om iltet
Saltsyre som et usammensat Stof, ganske analogt med Ilt, kunde ganske vist ikke
modbevises ved direkte Forsøg, men den gjendriver sig selv, naar man udvider den
til den almindelige Saltsyres Forbindelser. Denne Syre er nemlig efter Davy en
Syre, hvis Radikal er Brint og hvori Chlor er Syreprincip. De saltsure Salte, som
ikke indeholde Krystalvand, ere Forbindelser af Metal med iltet Saltsyre, de derimod,
som indeholde Krystalvand, virkelige saltsure Salte; men hvad vi holde for Krystal-
vand, er Syrens Brint og Basens Ilt, som først i det Øjeblik, de uddrives, blive til
Vand. Men dertil er at bemærke, at de samme Fænomener ved svovlsure, fosfor-
sure og andre Salte, som indeholde Krystalvand, ikke kan forklares paa samme
Maade, og at det derfor synes, at „Davy hierin unser einzige Leitfaden, die Analogie
mit der iibrigen Natur, verlassen håbe und dadurch irre gefuhrt worden sey“:i).
Gay-Lussac og Thénard bestred, at de af Davy anførte Fakta om Tinchloridets og
Fosforchloridets Forhold overfor lør Ammoniak vanskeligere kunde forklares efter
den gamle Theori end efter den nye; de lod sig lige let forklare etter begge. De
indrømmede vel, at Spørgsmaalet, om den iltede Saltsyre var et enkelt eller et
sammensat Stof, endnu ikke var besvaret tilfredsstillende, men de ansaa den gamle
Theori for den sandsynligste, fordi alle Muriaternes Egenskaber vare ganske analoge
med Sulfaternes, Nitraternes osv., og da det var afgjort, at disse bestode af Syre,
Ilt og Metal, var del rimeligt, at det samme gjaldt om Muriaterne. Hvis den iltede
Saltsyre var usammensat, maatte fremdeles Saltsyren med største Lethed dekom-
poneres og gjendannes, og ved enhver Opløsning af et Muriat i Vand, maatte dette
sidste sønderdeles. I tør Tilstand vilde Muriaterne da have en ganske anden Sammen-
') Brev fra Berzelius til Gilbert 1. Okt. 1810; Gilb. Ann. 37, 217.
2) Ibid. og 38, 217, 40, 235, 324.
3) Brev fra Berzelius til Gilbert 20. Maj 1811; Gilb. Ann. 38, 228.