Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

81 sætning end i Opløsning. Naar imidlertid den iltede Saltsyre bestaaer af Ilt og el ubekjendt Stof, bliver det et aabent Spørgsmaal, om Saltsyreluft er sammensat af delte sidste, Ilt og Brint, altsaa om den er en „acide triple“ med et bundet Radikal, eller om den indeholder Ilt og Brint forenede til Vand. Dette Spørgsmaal ansaa de dog for uløseligt, thi det er væsentligt det samme som det, i hvad Tilstand Bestand- delene ere tilstede i Salt „y sont-ils å l’état d’acide et d’oxide, ou bien leurs élémens y sont-ils désunis“1 2). Disse Spørgsmaal, som senere kom til at spille en saa stor Rolle i Syrebegrebets Udviklingshistorie, begyndte Striden om Saltsyrens Iltholdighed altsaa allerede at fremkalde en Anelse om. Ogsaa Berthollet fremhævede mod Davy de hyppige Vanddannelser og Vanddekompositioner, Iltninger og Reduktioner, som der ikke syntes nogen Grund til at antage undtagen den, at den nye Hypothese fordrede dem3), og gjorde i Anledning af Gay-Lussac’s og Thénard’s og Davy’s forgæves Forsøg paa at paa- vise Ilt i Saltsyre og den iltede Saltsyre ved Processer, hvor Vand var ude- lukket, opmærksom paa, at mange Processer krævede Tilstedeværelse af Vand, uagtet dette ikke deltog i Processen. Som Exempel fremhævede han kulsur Baryt, som ikke sønderdeltes hverken ved Opvarmning eller ved Syrer, uden Tilstede- værelse af Vand3). Men ogsaa ad experimenlel Vej søgte man at gjendrive de nye Ideer. Murray troede 1811 at have godtgjort, at Davy’s Chlor indeholdt Ilt. Han udsalte en Blan- ding al tørt Kulilte og tørt Chlor for Sollyset, men uden at iagttage nogen For- andring. Tilsattes derimod Brint, fandt han, at der dannedes Kulsyre. Ligeledes skulde etter M. en Blanding af Chlor og Svovlbrinte give Svovlsyrling, ja endog Svovlsyre. Men John Davy, en Broder til Humphry Davy, paaviste, at Chlor og Svovlbrinte kun dannede Saltsyre og Thomson’s Ghlorsvovl, og at Murray kun havde faaet Svovlsyre, fordi lian ikke havde arbejdet under Forhold, hvor Vand var fuldstændig udelukket, og hvad det andet Forsøg angik, var den Luftformind- skelse, som fandt Sled ved at lade elektriske Gnister slaa gjennem en Blanding af Chlor, Brint og Kulilte saa ringe, al den efter al Sandsynlighed hidrørte fra Til- stedeværelse af en ringe Mængde Vand. Murray gjentog da sine Forsøg paa en ny Maade. Han udsatte 1 Rf. Kulilte, 1 Rf. Brint og 2 Rf. Chlor for Sollyset; efter nogen Tid lod han Ammoniak stige til, og da Størstedelen af Luftblandingen forsvandt og det dannede Ammoniaksalt bruste med Salpetersyre, sluttede han, at der uomtvistelig var dannet Kulsyre. Men J. Davy beviste nu, hvad Murray havde benægtet, at Kulilte og Chlor alene i Sollys virke paa hinanden og danne en ny farveløs Luftart, Kulstofoxychlorid COCl2. Denne Forbindelse er en Syre, der rødner Lakmus, danner et neutralt Sall med Ammoniak, som ikke dekomponeres af Eddike- J) Rech. phys. chim. 2, 175. 2) Ann. Chim. 80 (30. Nov. 1811), 134. 3) Ibid. 127. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., naturvidensk. og mathem. Afd., 8. Række. II. 1. 11