Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

82 syre, sønderdeler kulsur AmmoniakT) osv. Man maatte derfor betragte den som bestaaende af 2 Syreprinciper, bundne til et og samme brændbare Radikal* 2). De betydeligste Indvendinger, som fremkom mod Davy’s Theori, var dog dem, Berzelius med sædvanlig Skarpsindighed og Udholdenhed hentede fra hele den daværende Kemis Omraade. Han fremhæver atter, at den Omstændighed, at vandfri Saltsyre ikke er fremstillet, ingenlunde kan gjælde som Bevis for, at Saltsyren ikke indeholder Vand : „Nicht selten ist die Verwandschaft eines Radikals zum Sauerstoff eine unvergleichlich grössere Kraft als die einer Säure zu einer Basis. Es ist also sehr naturlich, dass eine Säure, welche fur sich nicht darstellbar ist, und deren Radikal eine sehr grosse Verwandschaft zum Sauerstoff hat, nicht ohne Dazwischen- kunft von Wasser oder einer Basis aus ihren Verbindungen getrennt werden kann“ 3). Dette er netop Tilfældet med Saltsyre, og heri ligner den Svovlsyre, Salpetersyre, Vinsyre, Oxal- og Citronsyre. Gløder man derfor Kogsalt med kalcineret Borsyre, stiller man derved Borsyrens svage Affinitet til Alkali mod den langt stærkere Salt- syre, men tillige mod den endnu uendelig større Affinitet, denne Syres Radikal har til Ilt. Af samme Grund er det ogsaa meget let at forstaa, at det ikke lykkedes Davy at dekomponere den iltede Saltsyre med Kul. Lader nemlig vandfri Saltsyre sig ikke fremstille, skulde Kullet ogsaa bemægtige sig den Ilt, som er forbunden med Saltsyrens Radikal. Forsøget viser altsaa blot, at dettes Affinitet til Ilt er langt større end Kullets. Betragter man Saltsyren og dens Forbindelser uden Sammen- hæng med den øvrige Natur, har Davy’s Hypothese nogen Sandsynlighed. Men ved et almindeligt Blik paa Kemien vil man snart finde, „wie sehr diese schöne Wissen- schaft durcli eine solche Hypothese wurde verunstallet werden“4). Alle Experimenter tale lige meget for begge Theorier, og Analogien bliver derfor her af den yderste Vigtighed. De Syrer, som ikke indeholde Ilt, vare hidtil Svovlbrinte og Tellurbrinte og efter Davy Chiorbrinte. Men hvilken himmelvid Forskjel er der ikke imellem Saltsyre og Svovlbrinte. Opløses Svovlkalium i Vand, dekomponeres dette og ved Inddampning faaer man hydrothionsurt Kali; men inddampes en Opløsning af saltsurt Kali, skulde denne Forbindelse, trods. Saltsyrens stærke Affinitet til Kali og Kaliums endnu stærkere til IH, sønderdeles blot ved Krystallisation og danne Chlorkalium. Forbindelser, som vandfrit basisk saltsurt Blyilte kom til al savne al Analogi, idet de kom til at danne en ganske ny Klasse af Forbindelser, sammensat ’) Regnault paaviste senere (Ann. chim. phys. 69, 180), at det Salt, Carbonylchlorid danner med Ammoniak, var en Blanding af Salmiak og Carbamid, og at det kun bruser med stærk Salt-, Salpeter- eller Svovlsyre. Endnu senere viste Natansen (Ann. Pharm. 98, 282), at Regnault’s Carbamid var = Urinstof. 2) Gilb. Ann. 40, 240 (1812). Skjøndt Murray s Forsøg hurtigt bleve gjendrevne, spiller det endelige Resultat af hans Strid med J. Davy en ret vigtig Rolle i Striden om Chlorets Iltholdighed (jfr. nedenfor). Murray’s senei’e Forsøg paa at godtgjøre Saltsyrens Vandholdighed og den Kamp, de gave Anledning til (se Gilb. Ann. 45, 117), have derimod kun ringe Interesse. 8) Gilb. Ann. 40, 240 (1812). 4) Brev fra Berzelius til Gilbert 26. Marts 1812; Gilb. Ann. 42, 289.