Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

84 Ilt ikke kunde antages al være nogen væsentlig elektrisk Spænding. Davy’s Theori om Oxymuriater og egentlige saltsure Salte stod i en underlig Modsætning til, at Kalomel dannes „mitten im Wasser* og altsaa skulde være et saltsurt Kvægsølvilte, men dog ikke var forskjelligt fra det ved Sublimation dannede Oxymuriat. Som en meget væsentlig Indvending mod Davy’s Lære betragtede han de Konseqventser, hvortil den førte. Man kom jo til at antage, „dass, so wie in den Oxymuriaten, auch in allen trocknen Neutralsalzen die nietallische Grundlage, nicht oxygenirt, sondern regulinisch enthalten sey, so dass der SauerslofTgehalt in den Neutralsalzen nicht mit dem Metall, sondern mit der Säure verbunden sey“ x). Samtidig var der imidlertid i Frankrig gjort en Opdagelse, som skulde bringe alle de berømte franske Kemikere til at gaa over til den nye Lære og kaste helt nye Synspunkter ind i Striden om le principe acidifiant. Courtois havde opdaget Jodet, Clément og Desormes* 2) havde foreløbig undersøgt det og fundet, at det viste en mærkelig Analogi med Chloret. Men det var Gay-Lussac3) som 1813—14 offentliggjorde sin berømte Undersøgelse over dette nye Legeme, som i Fuldstændighed og Omhyggelighed er bleven sammenlignet med Berzelius’ over Selenet. Jod havde i alle ydre Egenskaber ganske Karakter af et Grundstof, paa den anden Side var dets Analogi med Chlor saa stor, at der til enhver Chlorforbindelse fandtes en til- svarende Jodforbindelse, og disse Forbindelsers Lighed var saa stor, at de kun med Vanskelighed kunde adskilles. Alle de Forhold, Jodet viste, kunde forklares enten ved at antage, at det er et Grundstof, som danner en Syre med Brint, eller ved at antage denne Syre sammensat af Vand og en ubekjendt vandfri Syre, og Jod sammensat analogt med den iltede Saltsyre: „La premiere hypothése nous parait plus probable, et elle sert en méme tems å donner plus de vraisemblance å celle, dans laquelle on considére l’acide muriatique oxygéné comme un corps simple". Gay-Lussac er nu ikke langt fra ogsaa at betragte Brinten som Syreprincip: „II semble que cette substance joue dans la nature pour une certaine classe de corps4) le méme role que l’oxygéne pour une autre“5). Davy, som paa den Tid opholdt sig i Paris, fremhævede derimod, at Jodet burde stilles i Klasse med Substantser, „qui ont été nommées acidifiantes ou enlretenant la combustion“6). Man ser, at de to berømte Kemikere paa den Tid havde netop de modsatte Anskuelser af dem, de senere forfægtede. Gay-Lussac forkastede næsten aldeles et bestemt Syreprincip, thi naar to saa modsatte Stoffer som Ilt og Brint begge kunde være Grunden til de sure Egenskaber, mistede Begrebet Syreprincip naturligvis al Betydning. Davy Gilb. Ann. 43, 320 (1813). 2) Ann. chim. 88, 306 (6. Dec. 1813^. 3) Ibid. 319 (20. Dec. 1813), 91, 8—160 (Juli 1814). 4) Davy havde i Midten af 1813 (Phil. Trans. 1813; Works 5, 413) søgt at isolei-e det med Brint i Flussyre forbundne Stof og med Ampere erklæret det for sandsynligt, at ogsaa dette var et Grundstof, som Ampere havde foreslaaet at kalde Fluorine. 6) Ann. chim. 88, 318. 6) Brev fra Davy til Cuvier (11. Dec. 1813) ibid. 322.