Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

85 erklærede blot, at Ilten ikke var del eneste Syreprincip, men kun ét Led af en hel Række analoge Legemer. Det var imidlertid disse to Anskuelser, som i den følgende Tid blev Udgangspunkter for to helt forskjellige Opfattelser af Syrernes Konstitution. Men det Besynderlige sker, at det blev Davy, som udviklede Gay-Lussac’s Anskuelse, og Gay-Lussac, som forsvarede Davy’s. Ved Begyndelsen af 1814 havde man da i Frankrig aldeles opgivet den gamle Theori. Berthollet erklærede sig meget aabent for Chloret, og med Undtagelse af Thénard kjender jeg ingen Kemiker i Paris, som endnu holder paa den gamle Hypothese, og selv han er vaklende, skrev Davy fra Firenze d. 18. Marts 18141). I Virkeligheden gik Thénard endnu i 1814 over til Davy’s Lære2)- Men Berzelius forsvarede endnu 1815 den gamle Opfattelse med saa stor Skarpsindighed og med saa klare Analogier, at det endnu mange Aar efter vakte H. Rose’s Beundring3). At Chloret, naar det ved høj Temperatur virker paa et Ilte, udvikler netop saa megen Ilt som dette indeholder, betragtede Davy som et afgjørende Bevis for, at Ilten kom Ira Iltet; men han kjendte dengang kun ufuldkomment Læren om de kemiske Proportioner, og i Kraft af denne maa Iltmængden blive den samme, selv om den hidrører fra den iltede Saltsyre. Davy maatte selv indrømme, at Chlorets Vægtfylde og dets Evne til al forene sig med Vand til en krystallinsk Forbindelse laler for, at det er sammensat1)- Efter den nye Theori skulde Chlorsyre indeholde 5 Al. Ilt, et Forhold, som ikke kjendtes for noget andet Stof.5). — Chlor uddriver Ilt af Kaliumilte og maa altsaa være mere elekl ronegativt end Ilt, paa den anden Side forener det sig med Ilt til en Syre og er altsaa mere elektropositivt end Ilt. Enten maa derfor den nye Lære eller den elektrokemiske Theori være fejlagtig. Med Hensyn til Thomsons Chlorsvovl = SO, MuO2 synes Davy’s Lære at have et afgjort Fortrin, idet den ældre Theori heri nødes til at antage et ubekjendt Svovlilte, SO. Men Berzelius og Marcet”) havde fremstillet en Forbindelse, CO2, SO.,,2MuO2, som den nye Lære maatte betragte som CO, SO, Cl2, og hvori den altsaa maatte antage det selvsamme Svovlilte7). — At Fosforets Chlorforbindelser kunde forenes med Baser og Ammoniak, forklaredes let efter den ældre Theori, der betragtede disse Forbindelser f. Ex. som POs~\~3MuO2 8), medens den nye Lære maa forudsætte forskjellige Dekom- positioner. — Fosgen forener sig kun direkte med Ammoniak; med alle andre Baser Works 1. 2) Thénard’s Traité de Chimie, Paris 1814, 8°, 2, 745 („Addition"). 5) H. Rose: Gedächtnissrede auf Berzelius 3 Juli 1851, Berlin, 1852, 4°, S. 39. 6) Davy’s Elements of Ch. Philos. (Works 4, 177). ■ ’) Berzelius antog dengang (Afh. i Fys., Kemi och Min. 5, 131), at Salpetersyren indeholdt 6 At. Ilt, idet han betragtede Kvælstof som Nitricumilte = nO, hvor n — Nitricum = 28—16; Dalton og Davy derimod, at Salpetersyre indeholdt 5 At. Ilt. 6) Afh. i Fys., Kemi och Min. 5, 275. 7) Dengang blev Chlorets Atom ikke delt. Forbindelsen kjendtes i øvrigt ikke nøjere (se Berz. Lärbok, 2. Uppl. 1817, 1, 503); den er Ghloridet af Trichlormethylsulfonsyre (Kolbe: Ann. Pharm. 54, 148; 1845). 8) Heller ikke Fosforets Atom blev dengang delt.