Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

86 spaltes det og danner efter den nye Hypothese Blandinger af Chlorider og Karbo- nater, efter den ældre Carbornuriater, en vel karakteriseret Klasse af Forbindelser, der ogsaa kunne fremstilles paa anden Maade. — Naar der ved kemiske Processer udvikles Varme, er det altid ved en Forbindelses Dannelse, men Chlorkvælstoffet, NCl3, skulde efter den nye Theori sønderdeles under Varmeudvikling, efter den ældre foregaaer Processen saaledes1 2): (nO)O3 -\-3MuO2 = nO-±-3MuO3, Saltsyren forener sig altsaa med Salpetersyrlingens Ilt og Kvælstoffet bliver frit.— Man kunde ikke drage nogen Parallel mellem Saltsyren, Svovl- og Tellurbrinten. Thi medens Svovl- og Tellursyre ere langt stærkere Syrer end de respektive Brintforbindelser, er Chlor- syren langt svagere end Saltsyre. Desuden omsætter Svovl- og Tellurkalium sig med Vand under Varmeudvikling. Naar nu Chlorkalium opløses i Vand, skulde Kalium forene sig med Ilt, Chlor med Brint og det dannede Kali med den dannede Saltsyre: der maatte altsaa finde en stærk Varmeudvikling Sted, men der bindes tvertimod Varme, som saa hyppigt, naar Salte ligefrem opløse sig i Vand. — Magnium er det eneste Stof, som baade har et Chlorid og et saltsurt Salt, i Stedet for, at denne Forskjel burde vise sig ved alle Metaller. Men i Almindelighed er der ingen anden Forskjel end den, der sædvanlig findes mellem Salte uden og med Krystal- vand. — Berzelius havde tidligere3) paavist en Lov for Forbindelser af Ilter, i Følge hvilken Iltmængden i et af Ilterne er Enhed, og Iltmængden i de andre enten er lig denne eller et helt Multiplum deraf. Dette stemmer ogsaa med den ældre Theoris Betragtning af det basiske saltsure Blyilte (MuO.,, Pb2O4, 4H2O a) og den tilsvarende Kobberforbindelse, men ikke med den nye Lære, som gjør disse Forbindelser enten til CIH,, 2PbO2, 3H,0 eller til ClPbl2, PbW3,4H2O, hvori altsaa Metaliltets Ilt er enten l1/» eller af Vandets. Dette Argument havde Berzelius udviklet for de engelske Kemikere i et Brev til Marcet4) og støttet derpaa stærkt fremhævet Mod- sætningen mellem den nye Theori og Læren om de kemiske Proportioner. Davy svarede herpaa saaledes: „I can not regard these arguments as possessing any weight . . .. there is no general canon with respect to the multiples of proportions in which different bodies combine"5). Men hertil bemærkede Berzelius: „Alt afgöra frågan så som Davy, kallar jag alt vilja bevisa med öfverlägsenhet; men då jag, å ena sidan, ined vördnad erkänner öfverlägsenheten, måste jag likväl, å den andra, på det all- varligsle bestrida dess kraft såsom vetenskapligt bevis"6). — Efter Jodets ydre Egen- skaber betragtede man det strax som usammensat. Man lagde ikke Mærke til, at ligesaa meget som den nye Theori vandt ved Opdagelsen af et med Chlor analogt ’) Sml. S. 85, Anm. 5. 2) Afh. i Fysik, Kemi och Min. 5, 194. 3) Dengang blev Metallernes Atomer regnede dobbelt saa store som senere. Svovlsurt Natron var NaO2, 2SO3> Chlorbly PbCl2 (idet Chlorets Atom ikke blev delt) eller Pb02, 2MuO2, Saltsyre — CIH2 = H2O, MuO2. Sml. Berzelius’ Vers, iiber die chem. Proportionen, 1819, 4) Thomson’s Ann. of Phl. 2, 254 (1813). 6) Phil. Trans. 1.814 (Works 5, 434). 6) Afh. i Fys. Kemi och Min. 5, 355—356,