Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
86
spaltes det og danner efter den nye Hypothese Blandinger af Chlorider og Karbo-
nater, efter den ældre Carbornuriater, en vel karakteriseret Klasse af Forbindelser,
der ogsaa kunne fremstilles paa anden Maade. — Naar der ved kemiske Processer
udvikles Varme, er det altid ved en Forbindelses Dannelse, men Chlorkvælstoffet,
NCl3, skulde efter den nye Theori sønderdeles under Varmeudvikling, efter den ældre
foregaaer Processen saaledes1 2): (nO)O3 -\-3MuO2 = nO-±-3MuO3, Saltsyren forener
sig altsaa med Salpetersyrlingens Ilt og Kvælstoffet bliver frit.— Man kunde ikke drage
nogen Parallel mellem Saltsyren, Svovl- og Tellurbrinten. Thi medens Svovl- og
Tellursyre ere langt stærkere Syrer end de respektive Brintforbindelser, er Chlor-
syren langt svagere end Saltsyre. Desuden omsætter Svovl- og Tellurkalium sig
med Vand under Varmeudvikling. Naar nu Chlorkalium opløses i Vand, skulde
Kalium forene sig med Ilt, Chlor med Brint og det dannede Kali med den dannede
Saltsyre: der maatte altsaa finde en stærk Varmeudvikling Sted, men der bindes
tvertimod Varme, som saa hyppigt, naar Salte ligefrem opløse sig i Vand. — Magnium
er det eneste Stof, som baade har et Chlorid og et saltsurt Salt, i Stedet for, at
denne Forskjel burde vise sig ved alle Metaller. Men i Almindelighed er der ingen
anden Forskjel end den, der sædvanlig findes mellem Salte uden og med Krystal-
vand. — Berzelius havde tidligere3) paavist en Lov for Forbindelser af Ilter, i Følge
hvilken Iltmængden i et af Ilterne er Enhed, og Iltmængden i de andre enten er
lig denne eller et helt Multiplum deraf. Dette stemmer ogsaa med den ældre Theoris
Betragtning af det basiske saltsure Blyilte (MuO.,, Pb2O4, 4H2O a) og den tilsvarende
Kobberforbindelse, men ikke med den nye Lære, som gjør disse Forbindelser enten
til CIH,, 2PbO2, 3H,0 eller til ClPbl2, PbW3,4H2O, hvori altsaa Metaliltets Ilt er
enten l1/» eller af Vandets. Dette Argument havde Berzelius udviklet for de
engelske Kemikere i et Brev til Marcet4) og støttet derpaa stærkt fremhævet Mod-
sætningen mellem den nye Theori og Læren om de kemiske Proportioner. Davy
svarede herpaa saaledes: „I can not regard these arguments as possessing any weight
. . .. there is no general canon with respect to the multiples of proportions in which
different bodies combine"5). Men hertil bemærkede Berzelius: „Alt afgöra frågan
så som Davy, kallar jag alt vilja bevisa med öfverlägsenhet; men då jag, å ena sidan,
ined vördnad erkänner öfverlägsenheten, måste jag likväl, å den andra, på det all-
varligsle bestrida dess kraft såsom vetenskapligt bevis"6). — Efter Jodets ydre Egen-
skaber betragtede man det strax som usammensat. Man lagde ikke Mærke til, at
ligesaa meget som den nye Theori vandt ved Opdagelsen af et med Chlor analogt
’) Sml. S. 85, Anm. 5.
2) Afh. i Fysik, Kemi och Min. 5, 194.
3) Dengang blev Metallernes Atomer regnede dobbelt saa store som senere. Svovlsurt Natron var
NaO2, 2SO3> Chlorbly PbCl2 (idet Chlorets Atom ikke blev delt) eller Pb02, 2MuO2, Saltsyre — CIH2 =
H2O, MuO2. Sml. Berzelius’ Vers, iiber die chem. Proportionen, 1819,
4) Thomson’s Ann. of Phl. 2, 254 (1813).
6) Phil. Trans. 1.814 (Works 5, 434).
6) Afh. i Fys. Kemi och Min. 5, 355—356,