Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

 89 giver Tiltrækningen til Vandets Bestanddele noget efter, saa at der i Virkeligheden maaske kun udvikles en ringe Varme, som overtræffes af den ved Opløsning af det dannede Salt frembragte Kulde. — Naar Berzelius spørger, hvorfor de virkelige saltsure Salte efter den nye Lære ere saa faa og kun kjendes af svage Baser som Magnesia, Lerjord og Zirkonjord, saa løbe begge Spørgsmaal i Virkeligheden ud paa, hvorfor hine saltsure Salte ikke kunne omdannes til Chlormetaller; thi den nye Lære antager jo saltsure Salte i alle Chlormetallers vandige Opløsninger. Svaret er, at disse svage Baser er dem, der vanskeligst reduceres og derfor ikke forandres ved den samlede Virkning af Chloret paa Metallet og af Brinten paa Ilten. Paa lignende Maade omdannes ve] Metallernes svovlbrintesure Salte til Svovl metaller, men de svovlbrintesure Salte af Alkalier og Jordarter ikke, fordi deres Metaller have saa stærk Tiltrækning til IH. — De basiske saltsure Salte (sml. ovenfor S. 86) for- klarer Suchomlinov som neutrale Salte 4~ Metaliltehydraler, altsaa f. Ex. CIH2, Pb^O -\-3(PblO, H.,O'„ men nødes derved til enten at halvere Metallets Atom eller at for- doble Saltets Formel, hvilket Berzelius dog allerede havde advaret imod, fordi det ved saadanne vilkaarlige Multiplikationer vilde blive umuligt ved Forsøg at komme til Kundskab om de kemiske Proportioner1).— Som de vigtigste Indvendinger mod den gamle Theori betragter Suchomlinov det, at det er ganske uforstaaeligt, hvor- ledes en saadan Forbindelse af et svagt elektropositivt Legeme med Ilt, som Salt- syren skulde være, kan modstaa samtidig Indvirkning af stærke Eleklriciteter og et mere positivt Stof (nemlig Elektricering af Kul i Chlor), og Analogien mellem Chlor og Svovl, thi alle de samme Argumenter, der anføres for, at Chlor skulde være et sammensat Stof, vilde ogsaa kunne anvendes til at bevise, at Svovl var et Overilte. Suchomlinov’s Afhandling var vel affattet i Foraaret 1816, men blev først almindelig bekjendt i Nov. 1817 og har derfor neppe faaet større Indflydelse. Af langt større Betydning blev det, at Gay-Lussac allerede i 1815 undersøgte Blaasyren, faststillede dens kvantitative Sammensætning og isolerede Cyanet. Her havde man en Syre, der i alle Henseender viste den største Analogi med Chlor- og Jodbrinte, dens Radikal forbandt sig med Kalium, og den dannede Forbindelse var fuldkommen analog med Chlor- og Jodkalium. Om denne Syre var det vist, at den ikke indeholdt Ilt, og Analogien talte da stærkt for, at det samme var Tilfældet med Chlor og Jodbrinte. Forskjellen var kun, at Cyanbrintens Radikal var sammen- sat, medens Chlor og Jod ere usammensatte: „Ses propriétés acidifiantes ne peuvent dépendre de l’hydrogéne, qui est tres alcalifiant“ (siger Gay-Lussac2) her i besyn- derlig Modsætning til sine Udtalelser i 18133)), „inais bien du carbone et de l’azote. On doit le considérer comme un véritable hydracide dans lequel le carbone et l’azote remplacent le chlore dans l’acide hydrochlorique, l’iode dans l’acide hydriodique et le soufre dans l’acide hydrosulfurique.“ 1) Afh. i Fys., Kemi och Min. 5, 353. 2) Ann. chim. 95, 155 (1815). 3) Se ovenfor S. 84. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., naturvidensk. og mathem. Afd., 8. Række. II. 1. 12