Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1916

Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL

Sted: KØBENHAVN

Sider: 109

UDK: 54 (09)

EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN

og S. P. L. SØRENSEN

D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
90 Bebzelius lod sig imidlertid ikke overtale ved den nye Læres Argumenter. 1818 opdagede han Selenet, der stod i samme Forhold til Svovl som Jod til Chlor, og søgte da paa ny at paavise, at den Analogi, hans Modstandere drog mellem Chlor og Jod paa den ene, Svovl (og Selen) paa den anden Side, for en nærmere Betragtning aldeles forsvandt. Svovl og Selen danne Forbindelser med Metaller, som for største Delen have et metallisk Ydre, og hvori Metallerne bevare deres Brændbarhed. Svovl- og Selenkalium og -Natrium dekomponere Vand og danne svovl- og selenbrintesure Alkalier. Ogsaa Chlor og Jod forene sig med Metaller, men Forbindelserne have Karakter af vandfri Iltsyresalte, og selv de brændbareste Metaller have i disse Forbindelser aldeles mistet deres Brændbarhed. Chlorkalium og Jodkaliuni sønderdele ikke Vand, medens dette er Tilfældet med Chloriderne af Kobber, Tin og Guld og mange andre tunge Metaller. Svovl, Selen og Tellur danne med Brint luftformige^ meget svage Syrer, som med Alkalier o. 1. danne Salte, der have samme Lugt og Smag som Syrerne, og som ikke kunne neutralisere Alkalierne saaledes, at deres alkaliske Reaktion ophører. Man maa derfor antage, at den hepatiske Lugt og Smag, som findes baade hos Svovl-, Selen- og Tellurbrinte og deres Forbindelser med Alkalier, er noget, som karakteriserer Brintsyrerne („om jag får bruka detta ord“) og deres Alkalisalte, medens den sure Smag kjendetegner Iltsyrer og den salte disses Alkalisalte. Chlor- og Jodbrinte ere stærke Syrer af ren og skarp sur Smag, og som have den besynderlige Egenskab, at deres Brint reducerer Alkalier under Dannelse af Forbindelser, som ganske have Karakter af Salte af Iltsyrer og have en ren, salt Smag. Derimod reducere de ikke Kobber- og Vismut- ilte, men forene sig uforandret med dem: „Analogien af selenium och svafvel med chlorine og iodine är således ingen, om den icke består deri att de ära af alldeles motsatte egenskaper11 1). Samme Aar mente A. Ure2) at have bevist, at Chlor indeholder Ilt, idet han havde faael en kjendelig Mængde Vand ved at lede tør Salmiakdamp over glødende Jerndrejespaan. Men Davy og Faraday3 4) viste snart efter, at Vandet hidrørte fra, at Brinten fra Saltsyrens og Ammoniakens Sønderdeling virkede paa Glassets Blyilte og Alkali. Endnu i 1819 betragter Berzelius Chlor og Jod som sammensatte1), men fra nu af hælder han mere og mere til den nye Anskuelse. Allerede samme Aar slutter han af sine Undersøgelser over Ferrocyanforbindelser, at det ikke kan undgaa Læserens Opmærksomhed, at Cyanets og Blaasyrens Forhold „till alla delar låta förklara sig“ i Analogi med den Theori, som Gay-Lussac og Thénard have frem' sat om Saltsyrens og den iltede Saltsyres Forbindelser, og som siden yderligere er udviklet af dem og Davy, og denne Overensstemmelse skal uden Tvivl af mange betragtes som et yderligere Bevis paa Rigtigheden af den nyere Theoris Anvendelse *) Afh. i Fys., Kemi och Min. 6, 130 (1818). 2) Trans, of the R. Soc. of Edinburgh 8, 329 (1818). s) Phil. Trans. 1818 (Works 5, 524). 4) Vers, fiber chem. Proport. S. 131.