Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

92 Saaledes havde den nye Lære om Chlor som Element vundet en fuldstændig Sejr, men tillige var den sidste Skranke falden, som endnu havde adskilt Syrer fra andre Forbindelser. Le principe acidifiant fandtes hos nogle Syrer, men manglede hos andre. Man havde faaet Salte, der som Kogsaltet hverken indeholdt Syre eller Base. Man havde seet neutrale Legemer som Jod forvandle sig til Syrer ved at forene sig med Brint, medens Syreprincipet selv kun dannede en neutral Forbindelse dermed. Det var kort sagt blevet aldeles umuligt at definere en Syre. „Un acide n’est pas pour moi qu’un corps qui neutralise l’alcalinité, et un alcali n’est égalénient qu’un corps quelconque qui neutralise l’acidité“, saa Gay-Lussac sig i 1814 nødt til at erklære1). At Ilt ikke var Syreprincip, var klart Men hermed vare Vanskelighederne ikke hævede. Skjøndt man rnaatte antage, at Ilt var mere elektronegativt end Chlor, var Brintens Iltforbindelse neutral, dens Chlorforbindelse en stærk Syre. Kaliums Iltforbindelse var den stærkeste Base, dets Chlorforbindelse et fuldkommen neutralt Legeme. Skjøndt Chlorkoholt f. Ex. i Opløsning forholdt sig ganske som Salte af Koboltilte og gav samme Reaktion som disse, maatte det i fast Tilstand have en ganske forskjellig Konstitution. Disse og lignende Vanskeligheder frembøde sig paa ethvert Punkt, og man forsøgte paa forskjellig Maade at hæve dem. Det var klart, at man konseqvent kunde gaa to Veje: 1° Man kunde opstille Chlor, (Brom), Jod, Ilt, Svovl, Selen og Tellur som en hel Klasse af principes acidifiants. Fosfortrichlorid, Fosforpentachlorid, Tintetrachlorid bleve da at betragte som Syrer, Chlorkaliurn, Jod- kalium osv. som Baser. Men da disse Forbindelser i det mindste i Opløsning reagerede neutralt og forholdt sig som Salte af Iltbaser, kunde man antage, at disse Forbin- delser sønderdelte Vand, og at Chlorkaliurn f. Ex. i Opløsning var saltsurt Kali. — 2° Man kunde betragte alle Syrer som Brintsyrer, allsaa Svovlsyre f.Ex. som H2-]-SOl analog med Saltsyre. Begge disse Veje bleve forsøgte, men det vil ikke være muligt i den historiske Fremstilling at holde dem skarpt ud fra hinanden, fordi Diskussionen om dem er sammenknyttet med saa mange Baand. Ovenfor have vi set, hvorledes det var Davy, som endnu i 1813 havde antaget den første Betragtningsmaade, medens Gay-Lussac samtidig hævdede den sidste. Men allerede 1814 havde de byttet Roller, som det af det følgende vil blive klart. I sin store Afhandling om Jodet betragtede Gay-Lussac dette som et Grundstof, analogt med Chlor og Svovl. Men han førte denne Analogislutning videre: „Je ne balance pas å dasser l’azote avec l’oxygéne, l’iode, le chlore et le soufre“2). Som Grunde for denne besynderlige Sammenstilling, hvorved Kvælstof kom til at figurere som Syredanner ved Siden af Illen, anførte Gay-Lussac følgende. Davy havde af iortyndet Saltsyre og Kaliumchlorat faaet dannet en gul Luftart, som han havde fundet sammensat af 2 Rumfang Chlor og 1 Rf. Ilt, og kaldet Euchlorine3). Den var neutral ligesom Kvælstofforilte og sammensat i samme Rumfangsforhold. For ’) Ann. chim. 91, 145. 2) Ibid. S. 94. 3) Phil. Trans. 1811 (Works 5, 349).