Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

93 at imødegaa Davy’s dristige Anskuelser om de chlorsure Salte (se nedenfor S. 94) havde Gay-Lussac selv fremstillet Chlorsyre1), som efter sin Sammensætning i disse bestod af 1 Rf. Chlor 2,5 Rf. Ilt ligesom Salpetersyre i de salpetersure Salte inde- holdt 1 Rf. Kvælstof -j~ 2,5 Rf. Ilt, og han ansaa det for sandsynligt, al der ogsaa existerede en Syre af 1 Rf. Chlor og 1,5 Rf. Ilt, svarende til Salpetersyrlingen. Og da et syredannende Stof som Ilt jo ogsaa ved at forene sig med alkalidannende Stofler som Metaller kunde danne Alkalier, betragtede Gay-Lussac Ammoniak som et Alkali, „dans lequel l’azote fait la fonetion de l’oxygéne dans les autres alcalis“ 2). Ogsaa Kulstof regner han til de syredannende Stoffer. Vel ere enkelte Plantesyrer f. Ex. Oxalsyre saa rige paa Ilt, at denne maa betragtes som det Stof, der giver dem Karakter af Syrer. Men i Citronsyre, Slimsyre og Eddikesyre (hvilken sidste [som Anhydrid] indeholder omtrent lige meget Kulstof og Vand) hidrøre de sure Egenskaber fra Kulstoffet, i Benzoesyren fra Kulstof og Brint3). Man ser heraf, hvor usikker man var blevet med Hensyn til Syreprincipet, og hvilket Oprør Striden om Chloret havde frembragt i alle theoretiske Betragtninger. Gay-Lussac ansaa vel Ilten for „la principale substance acidifiante“, men mente dog, at Chloret burde stilles foran Ilten „pour l’énergie de ses propriétés", og at Fluor igjen burde staa foran Chloret4). At det syredannende Stofs Mængde i en Syre ikke har Indflydelse paa dens Evne til at mætte Baser, følger af, at 1 Molekule af en Syre altid mætter 1 Mol. Base. Som Exempler nævner han Fosforsyrling og Fosforsyre, Svovl- syrling og Svovlsyre, Salpetersyrling og Salpetersyre, Chlorsyre og Chlorbrinte, „quoicque d’ailleurs le caractére de ce dernier soit bien plutot alealin qu’acide“5). Det maa her erindres, at man dengang ikke kendte flerbasiske Syrer eller rettere, at dette Begreb slet ikke var fremkommet; derimod kjendte man flersyrede Baser, og for at forklare, at disse forene sig med liere Mol. Syre, antog Gay-Lussac „que le nombre des molécules de I’oxyde augmente, en recevant une nouvelle quantité d’oxygéne“fi). — Hvad Chlormetallerne angaaer, da var det neutrale Forbindelser, som havde mest Lighed med Salte. De forholdt sig i saa Henseende som Vand: i dette var nemlig Iltens sure Egenskaber neutraliserede af Brintens alkaliske. I vandig Opløsning vare de derimod at betragte som saltsure Metalilter. Vel var det tilstrækkeligt at lade Hydrochloraterne af Kali, Natron og Baryt krystallisere for at omdanne dem til Chlorider. Men dette gjaldt ikke for saltsur Kalk og saltsur Magnesia, som begge behøvede en høj Temperatur for at dekomponeres, del første til Chlorid, det sidste endog til Metalilte. Under visse Omstændigheder sønderdeles og gjendannes Vandet ved de samme svage Kræfter, som bestemme Saltenes Dobbelt- dekomposition. Hvad de Temperaturforandringer angaaer, som en saadan Proces ’) Ann. Chim. 91, 607 f. 2) Ibid. 159. 3) Ibid. 148—149. 4) Ibid. 117. 6) Ibid. 141. «) Ibid. 140.