Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1916
Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 109
UDK: 54 (09)
EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN
og S. P. L. SØRENSEN
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
94
skulde fremkalde, ere de et Resultat af modsatte Virkninger, som det er vanskeligt
at holde Regnskab med. Man ser ogsaa, at medens Chlornatrium ved sin Opløsning
i Vand nedsætter Temperaturen et Par Grader, stiger denne over 60°, naar man
opløser Chlorcalcium i Vand. Som yderligere Støtte for denne Anskuelse fremhævede
Chevreul, ät de vandfri Chlorider af Jern, Kobolt, Nikkel og Kobber havde Farver,
der vare ganske forskjellige fra dem, de fik i vandig Opløsning, hvor Farverne ganske
stemte med dem, disse Metallers Iltsyresalte viste1).
R. Phillips2) gjorde noget senere opmærksom paa, at i flere Tilfælde, som
naar Chlorvismut og Chlorantimon behandledes med Vand, kunde der jo ingen Tvivl
være om, at Chloriderne sønderdeltes, eftersom Ilterne udskiltes under Dannelse af
Saltsyre. Fremdeles, at naar Chloriderne vare tilstede som saadanne i deres vandige
Opløsning, maatte man ved Fældning af Chlorbaryum med svovlsurt Natron i samme
Øjeblik antage en Vanddekomposition ved, at Chlorbaryum omdannedes til Baryt
og Saltsyre, og en Vanddannelse ved, at det saltsure Natron dannede Chlornatrium.
Og endelig, at naar man opløste Jern i fortyndet Svovlsyre og i Saltsyre, maatte man
enten antage, at det i første 1 ilfælde var Vandet, i sidste Chlorbrinten, som sønder-
deltes, og saaledes forklare to aldeles analoge Processer paa ganske forskjellig Maade,
eller man maatte antage, at det i begge Tilfælde var Vandet, som sønderdeltes, men
i saa Fald maatte delle, naar Jernet opløstes i Saltsyre, samtidig sønderdeles og
dannes, nemlig ved, at det saltsure Jernoxydul omdannedes til Chlorjern (se ogsaa
nedenfor S. 106 f.).
Som man ser, beroede denne Anskuelse i Grunden paa en helt ejendommelig
Opfattelse al Brintsyrerne. Disse maatte betragtes som analoge med deres Salte og
Saltsyre f. Ex. i Opløsning være H2O + H2Cl. Gay-Lussac opfattede i Virkeligheden
Brintsyrernes Opløsninger saaledes: „L’acide hydrochlorique et l’acide hydriodique
une fois combinés avec l’eau, ne peuvent plus en étre separés qu’au nioyen des
bases“ !). Men i denne Aand bliver de sure Chloriders Theori først langt senere
konseqvent udviklet.
Davy gik ud fra helt andre Betragtninger og ledede Diskussionen om Syrernes
Konstitution ind i et helt nyt Spor. Allerede 1810 i sin første Afhandling om Chloret
som Element1) betegnede han Kaliumchlorat som, „a triple compound of oxymuriatic
acid, potassium and oxygen“. Vi have ikke Ret, siger han, til at antage en særlig
Syre i dette Salt, og det er maaske mere stemmende med kemisk Analogi at antage
den store Illmængde deri forbunden med Kalium end med Chlor, der, saavidt vides,
ikke har nogen Affinitet til Ilt. Og da Gay-Lussac og Thénard5) samme Aar havde
opdaget Kaliumoverilte, som efter deres Analyse indeholdt 3 Gange saa meget Ilt som
Kali, antog han, at Kalium vel, naar det fuldt blev mættet med Ilt, kunde optage
') Ann. chim. 95, 308.
2) Ann. of Phil. [2] 1, 27 (1821).
3) Ann. chim. phys. 1, 166 (1816).
4) Phil. Trans. 1810 (Works 5, 295).
5) Rech. phys. chim. 1.