Det Kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie Indtil 1830

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1916

Forlag: HOVEDKOMMISSIONÆR: ANDR. FRED. HØST & SØN, KGL. HOF-BOGHANDEL

Sted: KØBENHAVN

Sider: 109

UDK: 54 (09)

EFTERLADT MANUSKRIPT udgivet af OVE JØRGENSEN

og S. P. L. SØRENSEN

D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, Naturv. og Mathematisk Afd., 8. Række. II. 1.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
94 skulde fremkalde, ere de et Resultat af modsatte Virkninger, som det er vanskeligt at holde Regnskab med. Man ser ogsaa, at medens Chlornatrium ved sin Opløsning i Vand nedsætter Temperaturen et Par Grader, stiger denne over 60°, naar man opløser Chlorcalcium i Vand. Som yderligere Støtte for denne Anskuelse fremhævede Chevreul, ät de vandfri Chlorider af Jern, Kobolt, Nikkel og Kobber havde Farver, der vare ganske forskjellige fra dem, de fik i vandig Opløsning, hvor Farverne ganske stemte med dem, disse Metallers Iltsyresalte viste1). R. Phillips2) gjorde noget senere opmærksom paa, at i flere Tilfælde, som naar Chlorvismut og Chlorantimon behandledes med Vand, kunde der jo ingen Tvivl være om, at Chloriderne sønderdeltes, eftersom Ilterne udskiltes under Dannelse af Saltsyre. Fremdeles, at naar Chloriderne vare tilstede som saadanne i deres vandige Opløsning, maatte man ved Fældning af Chlorbaryum med svovlsurt Natron i samme Øjeblik antage en Vanddekomposition ved, at Chlorbaryum omdannedes til Baryt og Saltsyre, og en Vanddannelse ved, at det saltsure Natron dannede Chlornatrium. Og endelig, at naar man opløste Jern i fortyndet Svovlsyre og i Saltsyre, maatte man enten antage, at det i første 1 ilfælde var Vandet, i sidste Chlorbrinten, som sønder- deltes, og saaledes forklare to aldeles analoge Processer paa ganske forskjellig Maade, eller man maatte antage, at det i begge Tilfælde var Vandet, som sønderdeltes, men i saa Fald maatte delle, naar Jernet opløstes i Saltsyre, samtidig sønderdeles og dannes, nemlig ved, at det saltsure Jernoxydul omdannedes til Chlorjern (se ogsaa nedenfor S. 106 f.). Som man ser, beroede denne Anskuelse i Grunden paa en helt ejendommelig Opfattelse al Brintsyrerne. Disse maatte betragtes som analoge med deres Salte og Saltsyre f. Ex. i Opløsning være H2O + H2Cl. Gay-Lussac opfattede i Virkeligheden Brintsyrernes Opløsninger saaledes: „L’acide hydrochlorique et l’acide hydriodique une fois combinés avec l’eau, ne peuvent plus en étre separés qu’au nioyen des bases“ !). Men i denne Aand bliver de sure Chloriders Theori først langt senere konseqvent udviklet. Davy gik ud fra helt andre Betragtninger og ledede Diskussionen om Syrernes Konstitution ind i et helt nyt Spor. Allerede 1810 i sin første Afhandling om Chloret som Element1) betegnede han Kaliumchlorat som, „a triple compound of oxymuriatic acid, potassium and oxygen“. Vi have ikke Ret, siger han, til at antage en særlig Syre i dette Salt, og det er maaske mere stemmende med kemisk Analogi at antage den store Illmængde deri forbunden med Kalium end med Chlor, der, saavidt vides, ikke har nogen Affinitet til Ilt. Og da Gay-Lussac og Thénard5) samme Aar havde opdaget Kaliumoverilte, som efter deres Analyse indeholdt 3 Gange saa meget Ilt som Kali, antog han, at Kalium vel, naar det fuldt blev mættet med Ilt, kunde optage ') Ann. chim. 95, 308. 2) Ann. of Phil. [2] 1, 27 (1821). 3) Ann. chim. phys. 1, 166 (1816). 4) Phil. Trans. 1810 (Works 5, 295). 5) Rech. phys. chim. 1.