Vulkaner og Jordskælv

113 at man fordelte de særlig fornemme Forbryderes Sjæle til de forskellige Vulkaner, man kendte. Først et godt Stykke1 hen i den nyere Tid maatte efterhaanden disse Forestillinger vige for Trangen til naturlige Forklaringsmaader. De „ildsprudende Bjærge” blev da opfattede som Steder, hvor brænd- bare Stoffer var ophobede i Jorden og var i stærkere eller svagere Brand, og denne Opfattelse var den raadende endnu i den første Tid af det 19de Aar- hundrede. Allerede i Slutningen af det 18de havde imidlertid italienske og franske Videnskabsmænd begyndt at anstille nøjagtige Undersøgelser af Eu- ropas Vulkaner, og den tilsyneladende saa natur- lige Forestilling om de brændende Bjærge maatte da opgives, efterhaanden som det viste sig, at der i Vulkanerne ikke findes brændbare Stoffer i nævne- værdig Mængde. Vi véd nu, at den vulkanske Varme ikke fremkommer ved Forbrænding, men Lava; masserne bringer den. med sig fra Jordens glødende Indre, og de vulkanske Eksplosioner skyldes kun Vanddampene, som er indesluttede i den ildflydende Lava. Spørgsmaalet om Vulkanudbruddenes Aar- sag er da et Spørgsmaal om, hvilke de Kræfter er, der bringer den glødende Lava op gennem Jord- skorpe^, og efter hvilke Love de arbejder. Man har ofte troet at finde et vist Sammenhæng mellem paa den ene Side Vulkaner og Jordskælv og paa den anden saadanne ydre Forhold som Vejr- liget, Barometerstanden, Solens og Maanens Stilling, Solpletterne o. a. Saaledes blev i Oldtiden Vulkan- øerne Nord for Sicilien ikke alene tillagt Smedenes Gud, men de var ogsaa Bolig for Æolus, Guden for Vindene, en Forestilling, der hænger nøje sammen med den paa de nævnte Øer endnu herskende Tro, at erfarne Folk kan bedømme Vejrudsigterne efter Dampskyens Udseende, saaledes som den svæver o N. V. Ussing: Vulkaner og Jordskælv.