Vulkaner og Jordskælv

118 frembringer Revner i Jordskorpen, og hvor Revnerne gaar helt igennem, danner de Veje, ad hvilke Dybets Lavamasser stiger op. Disse sidste skulde saaledes kun spille en underordnet Rolle; Revnedannelsen, ved hvilken Lavamasserne antoges ganske uvirk- somme, blev det egentlig bestemmende for Vulkan- udbruddene. Denne Teori var i Virkeligheden et stort Fremskridt; den gjorde paa en simpel Maade Rede for den bekendte Erfaring, at en Mængde* af Vulkanerne ligger ordnede i lange Rækker, — saa- ledes især Sundaøernes, Syd- og Mellemamerikas Vulkaner og mange af de vulkanske Øer i Stillehavet, — thi disse Vulkan rækker bliver forstaaelige, naar man antager, at de betegner Beliggenheden af store Spalter, som gaar tværs gennem Jordskorpen, ned til de indre', ildflydende Masser. Alligevel har heller ikke denne Teori fundet. Be- kræftelse i Længden. Samler vi alle efterhaanden vundne Erfaringer, viser det sig umuligt at forklare Vulkaner, Jordskælv og Bjærgenes Dannelse ved Hjælp af en enkelt Kraft i Jordens Indre. Lige saa meget som man i den første Tid af forrige Aar- hundredei overdrev den vulkanske Krafts Betydning, lige saa fejlagtigt er det at frakende den enhver Betydning. Den nøjagtige Undersøgelse af Jord- bundsforholdene viser i mange Egne, at dø vul- kanske Masser selv har evnet at bane sig Vej til Overfladen, og at de i det mindste i den øverste Del af Jordskorpen ikke behøver Hjælp fra anden Side. De allertydeligste Beviser for, at der virkelig er en vulkansk Kraft, er de saakaldte Lakkoliter (Fig. 34), en egen Art af isolerede eller gruppevis forekommende Bjærge, som i den senere Tid er paaviste mange Steder i Verden. Lakkoliterne op- staar derved, at en Lavamasse, uden at bryde frem til selve Overfladen, presser sig ind mellem Jord-