Vulkaner og Jordskælv

117 til den mindre Kærne. Bjærgkæderne er saaledes fremkomne paa lignende Maade1 som Rynkerne i Skallen paa et gammelt Æble, dog at Jordens Indre er svundet ind som Følge af Afkøling, medens Æblets Indre er blevet formindsket ved Ind- tørring. Saaledes har man til Forklaring af Bjærg- kædernes Dannelse maattet forkaste den vulkanske Kraft og i Stedet forudsætte en særlig, bjærg- kædedannende Kraft, som skyldes Jord- kærnens Afkøling og Jordskorpens Tyngde. Den bjærgkædedannende Kraft kan ikke antages helt ophørt i Nutiden, thi Jordkærnen maa vedblive at afkøle sig, og sker dette end uhyre langsomt, maa det dog i Aarhundredernes Løb føre til Spændings- tilstande, Revnedannelser og Forskydninger i Jord- skorpen og dermed ogsaa til Jordskælv. Ad denne Vej faar man derfor en langt naturligere For- klaring paa de fleste Jordskælv, end den vulkanske Teori kunde give: de stærke Rystelser i Jordskorpen, som ikke umiddelbart kan tilskrives de vulkanske Udbrud, lader sig tilfredsstillende forklare som Følger af Jordens Afkøling; i mange Tilfælde, saa- ledes i Alperne, synes Jordskælvene at. være' en Efterklang af den nylig afsluttede Bjærgkæde- dannelse, i andre Tilfælde er de maaske at betragte som Indledningen til store Bevægelser, der engang i Fremtiden vil gøre sig gældende. Efter at man var bleven opmærksom paa, at den vulkanske Kraft ;kke kunde gøres ansvarlig for Bjærgenes Dannelse, gik man en Tid lang endnu videre og var tilbøjelig til at antage, at der slet ikke var nogen vulkansk Kraft af nævneværdig Styrke; man søgte at føre alle Ytringer af Jordens indre Liv, ogsaa selve Vulkanerne, tilbage til den bjærgkædedannende Kraft. Denne, sagde man,