Vulkaner og Jordskælv

116 Denne Teori om den vulkanske Dampspænding som den væsentlige Kraft i Jordens Indre havde sine ivrigste Forsvarere i den. første Halvdel af forrige Aarhundrede, men mødte efterhaanden saa mange Indvendinger, at den helt blev opgivet. At Teorien om Vulkanerne som Sikkerhedsventiler er forfejlet', har vel sjælden vist sig saa tydelig som i Vestindien og Mellemamerika i 1902, hvor der Gang efter Gang kom stærke Udbrud og Jordskælv trods nærliggende aabentstaaende Vulkaner; dog var det andre Sider af Teorien, som først blev modbevist. Saaledes blev det ved talrige Undersøgelser slaaet fast, at alle de Vulkanbjærge, som var ansete for Hævningskratere, i Virkeligheden ikke er andet end Dynger af løst udkastede Lavaklumper og vulkansk Aske, ophobede omkring Krateret, og dermed bort- faldt det, der var betragtet som Beviset for, at den vulkanske Kraft kunde hæve Bjærge. Tillige kom man ved omhyggelige Undersøgelser af Alperne og andre Bjærgkæder til det Resultat, at disse umulig kan forklares ved vulkansk Tryk fra neden; thi Bjærgkæderne har vist sig at være Strækninger, hvor Jordskorpen er presset sammen i store Folder ved vandrette Tryk. Den Forklaring, man efter de nyere Undersøgelser maa give dem, er følgende: Jordens indre, hede Kærne afkøler sig langsomt, fordi Varmen lidt efter lidt ledes bort gennem Jord- skorpen og straaler ud fra Jordoverfladen; men efterhaanden som Kærnen afkøles, maa den trække sig sammen, og Skorpen, som ikke bliver koldere, maa da blive for stor til den indskrumpede Kærne. Hvis nu Jordskorpen var ude af Stand til at give efter, maatte der fremkomme aabent Rum mellem den og Kærnen; men i Virkeligheden vil Jordskorpen synke efter paa Grund af sin Tyngde, og den maa da samtidig lægge sig i Folder for at kunne passe