Vulkaner og Jordskælv

115 Dampmasserne i den glødende Lava: Jordens Indre var at sammenligne med en Dampkedel, der var op- hedet til Glødhede, og Trykket var derfor stærkt nok til at bane Vej for Lavaen op gennem Jordskorpen. De større Vulkanbjærge ansaas for „Hævnings- kratere”, d. v. s. man tænkte sig Bjærget frem- kommet derved, at det vulkanske Tryk fra neden havde skubbet den omkring Krateret liggende Del af Jordskorpen op i Vejret. Jordskælvene skyldtes efter denne Teori Dampeksplosioner i de under- jordiske vulkanske Masser. Teorien gav ogsaa en Forklaring paa de almindelige Bjærge og Bjærg- kæder, som ikke har noget Krater i Toppen: det vul- kanske Tryk fra neden, mente man, havde voldt alle Bjærges Hævning, selv om det ikke altid havde medført vulkanske Udbrudsfænomener paa Jordover- fladen. Efter denne Teori var Jordskorpen overalt udsat for de indre Massers voldsomme Tryk; hvor Jordskorpen var svag, saa at den ikke kunde staa imod, fremkom Vulkanerne, og disse virkede da som en Art Sikkerhedsventiler, gennem hvilke Dampspændingen kunde skaffe sig Luft. Man støt- tede sig her bl. a. paa den Erfaring, at Jordskælvene i Egnen ved Neapel og Vulkanudbruddene i de Fle- græiske Marker og paa Ischia har fundet Sted netop i de Tidsrum, hvor Vesuv var helt uvirksom, og dets Krater — Sikkerhedsventilen — altsaa tilstoppet. At Jordskælv optræder i vulkanske Egne, var efter denne Teori letforklarligt, da alle Jordskælv for- udsattes at have samme Aar sag som Vulkanerne; at Jordskælv ogsaa optræder langt udenfor de vul- kanske Egne, betragtede man. ikke som stridende mod Teorien, thi at en Egn var uden Vulkaner, betød jo kun, at den manglede Sikkerhedsventiler, og det var da naturligt, at den netop derfor kunde være særlig udsat for Jordskælv.