Vulkaner og Jordskælv

122 den at give Lavamasserne i Dybet den Kraft, som de behøver for at trænge sig op gennem Jordskorpen. For nu at faa et samlet Overblik over de Formod- ninger om Vulkaners og Jordskælvs Aarsager, der i det foregaaende er fremstillede som de sandsyn- ligste, er det nødvendigt at gaa ud fra bestemte Forudsætninger om Jordens indre Beskaffen- hed. Endnu i vore Dage er denne ikke kendt med Sikkerhed, men som den sandsynligste Formodning kan følgende betragtes. Jordskorpen, d. e. den Del af Jorden, der bestaar af faste Klippemasser af lignende Beskaf- fenhed, som vi kender paa Jordoverfladen, har en forholdsvis ringe Tykkelse, sandsynligvis kun 15__ 20 Mil. I større Dybde maa vi antage, at Varme- graden. overstiger alle Legemers Smeltepunkt, og dybere nede i Jordkærnen er Temperaturen vel endog over Kogepunktet; men samtidig er Trykket, som skyldes den overliggende Jordskorpes Vægt, saa uhyre stort, at alt er sammenpresset til det yderste, og den indre Bevægelighed, som ved Jordoverfladen udmærker alle Stoffer, naar de ophedes over deres Smeltepunkt, mangler derfor næsten helt i Jordkær- nen: Jordens Indre maa paa Grund af det uhyre I ryk være omtrent lige saa haardt og ubevægeligt som de faste Stoffer paa Jordoverfladen. I de vul- kanske Egne tiltager Varmegraden særlig rask ned- efter, de ildflydende Lavamasser maa derfor her ligge særlig nær Overfladen og under det mindre Tryk have større Bevægelighed. Saadanne forholds- vis højt liggende Dele af Jordens indre, smeltede Stenmasser udgør Arnestederne for de vulkanske Udbrud; Mangelen paa indre Bevægelighed i Jord- kærnen forklarer os, at de enkelte vulkanske Arne- steder kan være i det væsentlige uafhængige af hverandre.