Vulkaner og Jordskælv

126 rene udaandede Luft, men den kan ikke nære Aandedrættet, og man plejer at regne Luften for at være „daarlig”, naar den indeholder mere end den sædvanlige Mængde Kulsyre, et Forhold, der som be- kendt indtræffer, naar mange Mennesker er samlede i et ikke-ventileret Rum. Ikke desto mindre er det ganske nødvendigt for Livet paa Jorden, at Luften indeholder Kulsyre. Thi Planterne ernære sig af denne Luftart; ingen Sæd kunde avles, ingen Skove og Græsmarker eksistere, hvis der ingen Kulsyre var, og uden Planterne kunde Dyrene ikke være til. Ogsaa for Klimaet maa det efter nyere Undersøgel- ser antages, at Luftens Kulsyreindhold har Betyd- ning; blandt alle Luftens Bestanddele synes Kul- syren at bidrage mest til, at Solvarmen kommer til Nytte paa Jorden, thi den har i særlig Grad Evne til at hæmme Udstraalingen, som ellers vilde afkøle Jordoverfladen lige saa hurtig, som Solen varmer den. Forbruget af Kulsyre er imidlertid stort: Plan- terne tager deres Del, og en anden langt betyde- ligere Del magasineres i Form af Kalksten i de mæg- tige Kalkaflejringer, som efterhaanden dannes paa Havbunden. Den Kulsyre, som Planterne forbruger, kommer delvis tilbage til Luften igen, nemlig naar Planterne dør og raadner bort eller fortæres af Dy- rene; en anden Del gaar dog tabt, idet den fastbindes i de af Planterne dannede Tørve- og Kullag. Den Kulsyre, som medgaar til Kalkstenaflejringen, er derimod helt tabt, og at det her drejer sig om uhyre Kvantiteter vil indses deraf, at i al Kalksten udgør Kulsyremængden, beregnet efter Vægt, mere end en Trediedel. Man har udregnet, at Kalkstensdannel- sen i Løbet af et Tidsrum, der er mangfoldige Gange* saa lille som det, det organiske Liv har behøvet til sin Udvikling, vilde opbruge hele Luftens Kulsyre-