Vulkaner og Jordskælv

13 aabent for Forstaaelsen; men endnu staar man lige værgeløs overfor Faren, og ingen kan sige, hvor- naar den kommer. Det første Vesuvudbrud, som Historien melder om, og tillige det voldsomste af dem alle, var det, som indtraf i Aaret 79 e. Chr. og ødelagde de blomstrende Byer Pompeji og Herculanum for- uden vidtstrakte dyrkede Egne. 16 Aar før Udbrud- det havde et Jordskælv anrettet store Ødelæggelser i den tæt bebyggede Egn. Men ingen anede, at dette var et Tegn paa, at Vesuv atter skulde træde i Virksomhed; thi Vulkanen havde, saa langt de sikre Efterretninger naaede tilbage, intetsomhelst Livstegn givet fra sig; den var dyrket næsten helt op til Toppen og troedes for længst udslukt. Den yngre Plinius, som i nogle Miles Afstand var Øjen- vidne til Udbruddet, har skildret os, at det begyndte med et heftigt Jordskælv, og kort derefter saa han en mægtig Dampstøtte rejse sig over Bjærget. Højt oppe i Luften bredte Dampmasserne sig ud til en Sky, der syntes at hvile paa Danipstøtten ligesom Piniens Krone paa Stammen. Denne de vulkanske Skyrnassers sædvanlige „Pinie”-Form er paa det foran gengivne Fotografi af Udbruddet i 1872 kun lidet fremtrædende, dels som Følge af Vinden, dels fordi de dampende Lavastrømme frembringer mex'e uregelmæssige Skydannelser. Lavastrømme antages ikke at være fremkomne ved Udbruddet i Aaret 79, men „Pinieskyen” bredte sig over adskillige Kvadratmil og frembragte Bælg- mørke og tæt Askeregn selv i lang Afstand fra Vul- kanen. Nærmere ved Bjærget faldt ikke alene Aske, men ogsaa Smaasten i uhyre Mængder; Pom- peji begravedes under et 12—14 Fod tykt Lag af saadanne løse Masser, og Beboerne — hvis Antal man anslaar til 20000 — maatte flygte hovedkulds.